Stop mistrivsel
Hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade arbejder vi for at skabe de bedste vilkår for børn, unge og voksne, som lider af en spiseforstyrrelse eller selvskade – og for deres pårørende.
Vi sikrer, at der i hvert fald er én, der lytter, når livet gør ondt, og spiseforstyrrelsen eller selvskaden fylder alt for meget. Og vi hjælper med at finde nye muligheder, så spiseforstyrrelsen og selvskaden fylder mindre – og måske en dag helt forsvinder.
Sammen kan vi stoppe mistrivsel.
Vores kernearbejde
Hvert år rådgiver og støtter vi op mod 5.000 mennesker, der har brug for hjælp til at håndtere spiseforstyrrelser eller selvskade. I tilgift til rådgivning tilbyder vi også samtalegrupper, undervisning til pårørende og individuelle forløb.
Vi indsamler løbende viden om spiseforstyrrelser og selvskade. Vi deler ud af vores viden til fagpersoner og arbejder politisk for at forebygge og forbedre forholdene i de offentlige tilbud.
Julie, 21 år
”Jeg vil henvise til støttegrupper som Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade tilbyder, som jeg ved, giver en god håndfuld kærlighed og forhåbninger for fremtiden. Spiseforstyrrelser handler nemlig ikke kun om mad, men også om følelser.”
Vi støtter, rådgiver og behandler børn, unge og voksne
Vi har en lang række tilbud til børn, unge og voksne, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller selvskade – og deres pårørende. Hvert år kontakter flere end 5.000 personer os, fordi de har brug for hjælp til at håndtere en spiseforstyrrelse eller selvskade.
Det gør en forskel
For eksempel deltog 173 personer med mild til moderat tvangsoverspisning (BED) i vores treårige forsøg med gruppeterapi. Efter forløbet levede 90 % af deltagerne ikke længere op til diagnosekriterierne for BED. Konklusionen er klar: Alle med mild til moderat BED bør tilbydes behandling udenfor psykiatrien. Det gør en forskel. Læs mere om vores behandling >>
Evaluering og analyse
Vi undersøger effekten af vores rådgivning og behandling. Vi skaber vigtig viden om spiseforstyrrelser og selvskade ved at gennemføre både spørgeskema- og interviewundersøgelser. Vi samarbejder med blandt andet psykiatri, forskere, kommuner og fonde for at skabe viden, der er relevant i praksis og kan forbedre vilkårene for mennesker med spiseforstyrrelser eller selvskade.
Personlige historier
Vi indsamler og videreformidler personlige beretninger fra personer, som har haft enten spiseforstyrrelser eller selvskade tæt inde på kroppen. Det kan være som berørt eller som pårørende. De personlige historier kan inspirere andre, der kan spejle sig i deres fortællinger og trække på andres erfaringer og indsigter i kampen med en spiseforstyrrelse eller selvskade.
Frivillige
Vores frivillige hjælper mennesker berørt af en spiseforstyrrelse eller selvskade. De bemander blandt andet telefon, chat og sms, hvor de lytter, støtter og rådgiver de mange mennesker, der er ramt af spiseforstyrrelse eller selvskade og deres pårørende. Alle frivillige får en grundig indlæring, supervision og efteruddannelse.
Nyheder og politisk debat
En vigtig del af vores arbejde består i at udbrede viden om og skabe debat for at forbedre forholdene for personer, som er ramt af en spiseforstyrrelse eller selvskade. Vi samarbejder blandt andet med skoler for at forebygge spiseforstyrrelser og selvskade i de formative teenageår.
Støt arbejdet mod spiseforstyrrelser og selvskade
Støt vores arbejde for at stoppe mistrivsels blandt børn unge og voksne, som lider af en spiseforstyrrelse eller selvskade
Behovet for vores hjælp er stort. Lige nu lider 75.000 danskere af en spiseforstyrrelse, og vi oplever, at flere henvender sig, fordi de skader sig selv. Med din støtte kan vi sikre, at vi er der, når en med spiseforstyrrelse eller selvskade rækker ud og har brug for hjælp. Med din støtte kan vi rådgive, behandle, forebygge og udbrede viden om spiseforstyrrelser og selvskade, og vi kan lægge pres på politikerne, så vi sikrer bedre forhold i det offentlige.