Juletid = spisetid

”Min opgave er at være bror"

Min adfærd overfor min søster er ikke anderledes i julen end på andre tidspunkter. Jeg har desværre den ære at været en trænet pårørende, men uanset hvad, så er julen en spisesituation. Jeg har i den sammenhæng kun en enkelt regel, som nok ikke kommer bag på nogen: Lad være med at kommentere på mad.

Jeg ved ikke, hvad min søster gennemgår, jeg aner ikke, om hun spiser lidt eller meget, jeg aner ikke, om hendes indtag er positivt eller negativt. Jeg har ingen idé om, hvorvidt tiden ved julebordet går godt eller ej. Og det er godt det samme. For jeg er bror, og det skal jeg blive ved med at være. Min fornemmeste opgave i julen er at være den gode, sjove bror. En opgave, der kun kræver, at jeg holder denne ene regel. Resten af mit fokus skal være på at fortælle platte jokes og underholde med mine obskure interesser, som hun er totalt ligeglad med, men tvunget til at høre på.

Måske skulle vi bare generelt stoppe med at kommentere andres spisning? Det er faktisk lidt uhøfligt.

Simon, pårørende

”Der skal være plads til en, selvom man har en spiseforstyrrelse”

Hav fokus på aktiviteter, som ikke har med mad at gøre, fx spil, gåture, juleklip og -lege. Sørg for, at der er sunde alternativer på julebordet, forskellige salater osv. Og sunde godter, fx mandler og rosiner.

Fortæl om spiseforstyrrelsen til dem, I skal være sammen med. Så undgår I at føle, at de ikke forstår jer, og hvorfor den ramte ikke har lyst til fx konfekt og flæskesvær. Det giver plads til en, selvom man har en spiseforstyrrelse.

Trine og Nanna, mor og datter

”Lyt, tal, vær til stede”

Det er ikke farligt at tale om tingene. Spørg i stedet for at antage og konstater: ”Hvordan har du det? Er der noget du kunne tænke dig var anderledes?” Det kan være lettere at dele sine tanker, når man bliver spurgt. Tal ud fra kærlighed og omsorg. Det gør det, du siger, lettere at høre.

Lyt og vær til stede. Stilhed er ikke farligt, men din tilstedeværelse betyder meget. Skab et frirum, hvor I laver noget rart sammen, og hvor spiseforstyrrelsen eller selvskaden ikke er på dagsordenen. Så kan alle slappe af. I kan fx spille spil, se film, høre en podcast eller køre en tur.

Det er ikke din datter/søn/forælder/ven, du er sur på. Det er spiseforstyrrelsen/den kompenserende adfærd, og det er okay at tale om den. Bare husk, at man har en spiseforstyrrelse, man er ikke sin spiseforstyrrelse.
Tal om trivsel fremfor adfærd, især når det handler om børn og unge. Den forstyrrede adfærd skyldes oftest mistrivsel, der kan være lette at tale om. 

Du kan ikke gøre noget forkert. Hellere tale end tie. Er du i tvivl, så ring og vend dine tanker med os i rådgivningen.

Ea, pårørende

”Aftaler giver ro”

Accepter, at juletiden ikke bliver, som den plejer. Spiseforstyrrelsen behøver ikke at bestemme det hele, men den vil give udfordringer. Arbejd med den virkelighed i stedet for at modarbejde den. Det indebærer fx at være forberedt på, at den ramte måske ikke vil spise med, virker sur, presset osv. En spiseforstyrrelse forsvinder ikke, fordi det er jul. Tværtimod kan den tage til på grund af det øgede fokus på mad.

Lav aftaler – det tager brodden af angsten inden, under og efter julemåltider. Hvilke aftaler vil fungere for jer? Skal den ramte fx kende menuen? Skal han/hun have lov at spise alene? Skal resten af familien vide, at de ikke skal give det fokus? Det kan give ro at lave aftaler, som man kan henvise til, når en konflikt er under opsejling. Jo klarere aftalen er, jo mindre er behovet for forhandling.

Husk på, at den ramte er på mentalt og følelsesmæssigt overarbejde, for det sociale samvær kan være krævende, og der er mange måltider at tage stilling til. Lav gerne aftaler om, hvor meget den ramte skal eller har lyst til at være med til, så han/hun ikke bliver mere udmattet end højst nødvendigt. Lad eventuelt den ramte lade op efter en sammenkomst, hvis der er brug for det.

Husk at adskille den ramte fra spiseforstyrrelsen: Hvem er det, der råber? Spiseforstyrrelsen eller mit barn? Når du føler dig presset, så vær bevidst om med hvilke briller du ser dit barn. Du godkender ikke sygdommen, men anerkender, at han/hun har behov for den lige nu og her. Derfor: rum de svære følelser og udbrud, men hold dig til aftalerne. Og giv dig selv fri, hvis det hele bliver lidt for meget, og bed en anden om at tage over.

Hold fast i familiens traditioner og vaner i højtiden. Det skaber en forudsigelighed og ro, som spiseforstyrrelsen ikke kan forhandle med. Hvis det hele sejler alligevel, så hav igen fokus på at acceptere det som en del af jeres liv med en spiseforstyrrelse lige nu. Det betyder ikke, at det vil fortsætte for evigt. Men det kan hjælpe at justere forventningerne i en højtid med en spiseforstyrrelse indenfor dørene.

Alexia, coach

”Det er socialt accepteret at overspise i julen”

Da jeg havde BED/tvangsoverspisning, kunne jeg godt have brugt, at mine forældre havde haft øje for, hvor socialt accepteret det er at overspise i julen og derfor havde haft et kærligt opsyn med og nysgerrighed overfor, hvordan den store tilgængelighed af mad påvirkede mig. Jeg ville gerne have haft, at de så mig og viste forståelse for, hvor svært det var for mig at styre mængderne og overspisningerne.

Jacob kæmpede med BED som ung