Viden om forskellige behandlingsmuligheder, -former, -steder og rettigheder, samt viden om rehabilitering, tilbud og ansvar.

Behandling af spiseforstyrrelser

I sundhedssystemet opdeles spiseforstyrrelser i forskellige sværhedsgrader og det er sværhedsgraden, der afgør, hvor og hvilken behandling man henvises til. Spiseforstyrrelser karakteriseres som psykiske lidelser og det er psykiatrien, man henvises til ved alvorlig, behandlingskrævende sygdom. Hvis ikke spiseforstyrrelsen har en sværhedsgrad, der udløser en henvisning til psykiatrien, kan den praktiserende læge selv varetage behandlingen eller henvise til en psykiater.

Sundhedsstyrelsen inddeler behandlingen i tre niveauer, afhængig af specialiseringen. Det første niveau består af behandlere uden særlig erfaring med spiseforstyrrelser, mens niveau tre er det højt specialiserede niveau, som varetager behandlingen af de alvorligste spiseforstyrrelser.

Niveau 1: Alment praktiserende læger og speciallæger, distriktspsykiatri og ikke-specialiserede hospitalsafdelinger.
Niveau 2: Specialiserede, hospitalsbaserede, tværfaglige teams med erfaring i behandling af spiseforstyrrelser.
Niveau 3: Højt specialiserede hospitalsafdelinger.

Behandling af selvskade

I modsætning til spiseforstyrrelser, er selvskade endnu ikke klassificeret som en selvstændig diagnose. Derfor kan man ikke henvises til behandling i offentligt regi udelukkende på baggrund af selvskadende adfærd. Når personer med selvskade alligevel modtager offentlig behandling, skyldes det at personen ud over at skade sig selv samtidig har andre psykiske lidelser, eksempelvis depression eller borderline personlighedsforstyrrelse.

Hvis selvskaden ikke forekommer sammen med en eller flere samtidige lidelser, anvendes primært egenfinansierede, private behandlingstilbud, fx hos en privatpraktiserende psykolog. Forebyggelse og tidlig indsats overfor selvskade kan foregå i kommunalt PPR-regi, hvor barnet eller den unge kan få pædagogisk psykologisk rådgivning.