Hvorfor fravælger voksne med spiseforstyrrelser behandling?

Op imod halvdelen af voksne med spiseforstyrrelser vælger at takke nej til den behandling, de tilbydes i psykiatrien. Nu vil Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade (ViOSS) og Psykiatrisk Center Ballerup undersøge hvilke motiver og årsager, der ligger bag disse patienters fravalg af behandling.

Netop nu søger ViOSS deltagere til et forskningsprojekt, som handler om patienters fravalg af behandling. Har du selv fravalgt at få behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien, og har du lyst til at dele dine tanker og overvejelser, så vil vi meget gerne høre fra dig.

Projektet vil resultere i en række konkrete anbefalinger og indsatsområder, som kan implementeres i psykiatrien med henblik på at motivere flere patienter til at tage imod den behandling, de tilbydes. Det er målet, at disse indsatser implementeres ved psykiatriske afdelinger, ambulatorier og klinikker, som behandler mennesker med spiseforstyrrelser i hele landet.

Vi søger deltagere

Vi søger personer, som har fravalgt behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien. Du kan deltage uanset hvilket behandlingssted, du har været i kontakt med.

Du kan deltage, hvis du kan svare ”ja” til nedenstående: 

  1. Jeg har fået en indkaldelse til behandlingsstart for min spiseforstyrrelse i voksenpsykiatrien. 
    (Du kan sagtens deltage, selvom det er længe siden, du modtog en indkaldelse til behandlingsstart).
  2. Jeg mødte ikke op til den indledende samtale eller jeg kom til den indledende samtale, men takkede nej til den behandling, jeg blev tilbudt, før mit behandlingsforløb startede.
    (Du kan sagtens deltage i projektet, hvis du har været til en indledende samtale i psykiatrien eller har deltaget ved fx. et gruppeforberedende forløb.)

Klik på nedenstående link og udfyld dit navn og e-mail adresse. 
Du vil herefter modtage en mail med et link til et spørgeskema, som omhandler dine oplevelser med psykiatrien samt årsagerne til, at du udeblev/fravalgte behandling.

Tilmeld dig


Hvad får du ud af at deltage?
Ved at deltage bidrager du til at skabe unik viden på området og dermed gøre en stor forskel for de mange mennesker, som lider af en spiseforstyrrelse. Resultaterne af undersøgelsen skal gøre psykiatrien bedre i stand til at imødekomme patienternes ønsker og behov.

Din besvarelse er fortrolig og dit navn og kontaktoplysninger er kun kendt af projektgruppen. Når resultaterne offentliggøres, vil data være anonymiseret, så ingen deltagere kan genkendes. Projektet er godkendt af Datatilsynet, og data opbevares og behandles i henhold til persondataforordningen.

Din deltagelse i projektet påvirker ikke din mulighed for at få behandling i psykiatrien.

Har du spørgsmål til projektet, er du velkommen til at kontakte Sofie Thor Andersen på telefon: 35200315 eller mail: sa@vioss.dk.

Tusind tak for din hjælp!

Med Venlig Hilsen

Sofie Thor Andersen, Projektleder, Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade.

Sabine Elm Klinker, Leder af videnscenteret, Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade.

Jan Magnus Sjögren, Ph.D., Overlæge, Forskningslektor, Psykiatrisk Center Ballerup, Afsnit for Spiseforstyrrelser.

Mette Waaddegaard, Ph.D., Afsnitsledende overlæge. Psykiatrisk Center Ballerup, Afsnit for Spiseforstyrrelser.


Udgivet: 22.11.2018

Tilbage