Køn
Pige / Kvinde
Alder
15
Spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 15 år. Jeg har anoreksi og selvskader. Mine forældre og omgangskreds er bekendt med det. Det er sådan at jeg er begyndt at kaste meget op. Mere end jeg har gjort tidligere. I morges kastede jeg min mad op. Da jeg kastede op begyndte jeg at få næseblod. Blodet løb bare ned i toilettet fra min næse. Jeg blev så forskrækket.

Er det noget jeg skal være bekymret for?

Ved i hvad der sker?

Og er det farligt

Hilsen en meget forvirret pige som ikke kan lade være med at kaste op.

Svar

Kære forvirret pige, som ikke kan lade være med at kaste op

Tak for dit brev herind til brevkassen. Hvor er jeg glad for, at du har skrevet til os. Jeg håber, du vil føle dig mødt og støttet af at læse dit brev. 

Jeg kan godt forstå, at du blev virkelig forskrækket, da du fik næseblod og blodet bare løb ned i toilettet. Du skriver, at du kaster mere op end tidligere, og måske næseblodet er et udtryk for det. Jeg kan som brevkasserådgiver ikke komme med en lægefaglig forklaring på det, men jeg tænker som du, at der formentlig er en sammenhæng mellem opkastningerne og næseblod. Nu er det jo nogle dage siden, du sendte dit brev til os - mon du har oplevet, at det er sket flere gange siden sidst? 

Du spørger om næseblodet er farligt, og det spørgsmål er også bedst at tale med en læge om. Også fordi du også skriver, at du har anoreksi og selvskader, og at du er begyndt at kaste meget op. Det er vigtigt, at du får hjælp til det. Mon du har talt med din læge om det i samråd med dine forældre? Hvis ikke vil jeg foreslå dig, at du bestiller en tid. Mon der er en du kan tage med? 

Du skriver, at dine forældre og venner er bekendte med det. Mon de hjælper og støtter dig, så du ikke skal gå alene med det? Det tænker jeg er rigtig vigtigt. Hvis dine forældre ikke kan hjælpe dig, så vil jeg foreslå dig, at du taler med en anden voksen. Måske en fra din skole, din klub eller en fritidsinteresse. Hvad mon du tænker om det? Får du blik for en, du kunne betro dig til?

Alternativt vil jeg foreslå dig, at du søger yderligere rådgivning hos os. Vi chatter og sms'er fx med rigtig mange unge på din alder om både spiseforstyrrelser og selvskade. Du kan også ringe til os eller bestille tid til en samtale fysisk eller online. Vi vil meget gerne tale med dig, så du kan blive støttet i at få den rette hjælp. Spiseforstyrrelser og selvskade er ikke noget, du skal kunne håndtere eller klare på egen hånd. Hvordan er det mon for dig at høre det? 

Du kan læse mere om vores forskellige rådgivningstilbud her: Rådgivning

Jeg håber, du vil kontakte os, så vi kan prøve at støtte dig bedst muligt. Det er derfor vi er her <3

Jeg sender mange gode tanker til dig. 

Kærlig hilsen

Brevkassen