Seminar for pårørende

Vores seminar er et tilbud til dig, som er pårørende til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse eller selvskade.

Seminaret henvender sig primært til dig, der er forælder eller anden primær omsorgsperson til et barn eller en ung på 12-18 år, som enten har en spiseforstyrrelse eller selvskade.

Målgruppe

Selvskaden eller spiseforstyrrelsen (anoreksi, bulimi eller en atypisk spiseforstyrrelse) skal være den primære problematik og må ikke være i samspil med fx en personlighedsforstyrrelse, en forstyrrelse indenfor autismespektrummet eller anden psykiatrisk lidelse.

Seminaret foregår på hverdagseftermiddage og er et sammenhængende forløb på flere moduler. Det består af en kombination af undervisning og dialog med fokus på erfaringsudveksling og genkendelse.

Du og din familie vil desuden blive tilbudt familiesamtaler undervejs i forløbet.

Vi fokuserer på, hvordan du som pårørende kan være den bedste støtte for den berørte i kampen mod spiseforstyrrelsen eller selvskaden. Du vil blive præsenteret for konkrete og brugbare redskaber til at tackle hverdagen og stifte bekendtskab med forskellige tilgange, der kan ruste dig bedre i rollen som pårørende. Du vil også blive introduceret til evidensbaserede metoder og tilgange, som kan være brugbare i mødet med en spiseforstyrrelse eller selvskade.

På seminaret vil du møde ligesindede, og da der vil blive lagt vægt på deltagernes egne erfaringer og håndteringsstrategier, skal du have lyst til at fortælle om din egen situation. Du skal derfor også have overskud til at rumme de andre deltageres oplevelser og følelser. Du er velkommen til at tilmelde både dig og din eventuelle partner.

Mange pårørende fortæller os, at de føler sig slidte, ensomme, skamfulde og frustrerede i kampen mod spiseforstyrrelsen eller selvskaden. Derfor har vi også fokus på, hvordan du passer godt på dig selv og bliver ved med at være den omsorgsperson, du ønsker at være.

Afsættet for seminaret er vores mangeårige erfaring med at støtte berørte og deres pårørende. Undervisningen varetages af erfarne fagpersoner med særlig viden indenfor rådgivning om og behandling af spiseforstyrrelser og selvskade.

Seminaret har betydet meget for min datter og mig, fordi jeg har fået redskaber til at støtte hende. Redskaber, der har betydet store og meget positive ændringer i forhold til spiseforstyrrelsen. Jeg tror faktisk, at hendes behandlingsforløb i psykiatrien kunne have været kortere, hvis jeg havde været på seminaret noget tidligere. 
Mor til 15-årig datter med anoreksi og tidligere deltagere på seminaret

Pårørendeseminarerne er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, mens udviklingen af de digitale seminarer er støttet af Ebbefos Fonden.

 

Er du interesseret i et pårørendeseminar?

Hvis du er interesseret i at komme på et pårørendeseminar, så udfyld formularen nedenfor. Herefter bliver du ringet op af en af vores fagpersoner, som tager en kort, indledende samtale med dig, og fortæller, hvornår der oprettes et nyt seminar, og hvornår der er en ledig plads. Bemærk, at den endelige tilmelding først sker efter denne samtale.

Indtil du hører fra os, er du selvfølgelig meget velkommen til at benytte vores øvrige rådgivningstilbud. Bor du i nærheden af Odense, kan du også booke tid til coaching.

Har du spørgsmål, kan du kontakte os på info@spiseforstyrrelse.dk.

OBS: Seminaret er kun for pårørende til børn og unge i alderen 12-18 år, og det er ikke for pårørende til mennesker med tvangsoverspisning (BED).