Ja jeg ved simpelt hen ikke hvad jeg skal gøre jeg færdig gjorde behandling for atypisk anorexi (atypisk fordi jeg benægtede alle psykologiske symptomer selvom jeg havde dem) i maj og alting gør ned af bakke jeg er på efterskole ligenu men bliver nok taget hjem i løbet af de næste uger fordi jeg taber mig. Jeg kan ikke komme hjem efterskole har været min motivation gennem hele min behandling og jeg ved bare at jeg nok stopper helt med at spise hvis jeg kommer hjem. Jeg har det seriøst det bedste socialt jeg nogensinde har haft det og grunden til at jeg taber mig er jo ikke at jeg bevidst undgår mad jeg er bare ikke sulten og har ikke været det siden start behandling.
Kære dig
Tak, fordi du skriver ind og deler dine tanker med Brevkassen. Jeg synes, du er modig og stærk - jeg tænker, at det har været en hård behandling, du har været igennem, og hvor er du sej, at du er kommet ud på den anden side og er taget på efterskole. Jeg kan mærke, at det er vigtigt for dig at være rask. Du slår mig som en pige, der kæmper for sine drømme - bliv ved med det!
Det gør stort indtryk på mig, at du har det så godt på efterskolen. Jeg tænker, det har været rart at have det som en motivation igennem din behandling for atypisk anoreksi. Jeg har selv gået på efterskole, og jeg husker, at det var en rigtig sjov tid. Jeg kan også huske, at den første tid var lidt hård, fordi der var så mange nye mennesker, og man skulle finde sig til rette i et helt nyt hjem - selvom man også synes, det var dejligt socialt. Har du mon også haft det sådan?
Det er normalt for mennesker, der har haft en spiseforstyrrelse, at falde tilbage i de kendte vaner, når man er starter på noget helt nyt - også selvom man slet ikke tænker om det. Det er helt normalt. Spiseforstyrrelsen kan virke som noget trygt, når man er i gang med noget nyt. Derfor kan tanker om spiseforstyrrelse dukke op, når man står i noget helt nyt, selvom man er rask. Har du mon oplevet det?
Måske vil finde hjælp i disse råd til, hvad man kan gøre, når tanker om en spiseforstyrrelse dukker op igen.
Du skriver, at du blev færdig med din behandling i maj. Hvor er det flot, at du er kommet igennem behandlingen og har modet til at dele din tanker med Brevkassen. Du skriver, at du ikke er sulten og ikke bevidst undgår mad. Jeg tænker på, om du fik nogle råd i behandlingen eller struktur på dine måltider, som kan hjælpe dig, når du ikke er sulten?
Du skriver også, at du aldrig har haft det bedre socialt. Det varmer mig at læse! Jeg er meget glad på dine vegne. Har du mon allerede nu fået en ven, som står dig meget nær? En, som du mon kan dele dine tanker med omkring manglende sult? Måske kunne det være rart med støtte fra en god ven? Jeg tænker også på, om du har fået en god relation til en af de voksne på efterskolen, som ved, at du har været igennem behandling, og som kan støtte dig i, at tingene ikke går yderligere ned ad bakke?
Du skriver, at du ikke har lyst til at komme hjem, men at du er bange for at blive sendt hjem, fordi du taber dig. Jeg tænker på, om du mon havde nogen tæt på dig, som var en særlig god støtte under din behandling? Det kan være en ven, en mor/far eller en søster/bror? Måske kan denne person være en god støtte igen?
Du er også mere end velkommen til at kontakte vores telefonrådgivning, chat eller sms på 7010 1818 for at få yderligere råd og vejledning. Vi vil altid meget gerne tale med dig.
Tusinde tak for dit modige brev! Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig på din vej. Varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen