Hej
Jeg skriver angående min bedste veninde, som har været min barndomsveninde igennem hele mit liv. Min veninde fik en spiseforstyrrelse i 7 klasse, og ligesiden da er det gået ned ad bakke. Jeg har rigtig svært ved at snakke med hende om det, og er bange for at jeg kommer til at sige noget forkert og ødelægge vores venskab. De sidste to år, er det virkelig gået ned ad bakke med hende, og hun har været røget ind og ud af psykiatrisk samt intensiv da hendes tal har været så slemme.
Jeg vil lige komme ind på nogle af de dilemmaer jeg går med. Her for en uge siden var jeg sammen med hende efter et godt stykke tid, hvor vi ikke har set hinanden. Jeg var fuldstændig i chok, og jeg havde en kamp med mig selv omkring ikke at vise min sorg over at se hende. Jeg er hendes eneste veninde og vil ikke svigte hende, men samtidig kan jeg også mærke hvor hårdt det er for mig psykisk, for på nogle punkter føler jeg mig en dårlig veninde. Blandt andet fordi da vi var sammen gik vi en tur, da det var det hun ville, og jeg ved at hun ikke må være aktiv da hendes hjerte slår så svagt. Men jeg tør ikke at sige hende imod da hun selv var hendes autonomi, og jeg ikke kan bestemme over hendes valg.
Sidst jeg var sammen med hende var jeg i chok og jeg kunne se på hendes krop at det stod virkelig dårligt til. Blandt andet fordi hendes hænder var voldsomt hævede, og revnet. Samt kunne jeg slet ikke kende hendes ansigt da det har forandret sig voldsomt meget, og egentlig bare er er rent skelet. Alle de her observationer har sat en masse refleksioner igang, da jeg er bekymret for om jeg snart mister hende, da jeg tænker de symptomer hun har må være dårlige tegn.
Syntes det svært at skulle være “sig selv” med hende da jeg egentlig bare har lyst til at bryde sammen når jeg ser hende, men som jeg først kan når jeg er kommet hjem igen. Har i nogle gode råd til hvordan jeg kan finde en balance i at være sammen med hende, samt undgå at være psykisk påvirket af det her flere dage/uger efter.
Kære du,
Tak for dit brev.
Jeg mærker, hvor hårdt det er for dig. Med din veninde. Din allerbedste veninde. Jeg mærker tydeligt din kærlighed og omsorg for hende. Samtidig skal du også passe på dig. Det må være hårdt for dig at gå med alene. Derfor er jeg så glad for, at du skrev herind til Brevkassen.
Lad mig forsøge at tage dig lidt i hånden. Jeg forstår godt, at det er svært for dig. At se hende, som hun nu har det. Ikke at kunne tale med hende. Om hendes spiseforstyrrelse. Ikke at kunne tale med hende om din sorg - og frygt for at miste hende. At du er bange for at sige noget forkert. Og også bange for at miste hende.
Hvordan er jeres relation ellers? Er I gode til at tale om andre ting? Hygger I jer, når I er sammen?
Jeg forstår fuldt ud, at det er hårdt for dig, at se din venindes tilstand. Som er blevet værre. Og især din frygt for at miste hende. At hun dør fra dig. Du spørger til, om det er muligt at finde en balance for dig. I at kunne være sammen med din veninde. Og ikke være så påvirket længe efter I har været sammen. Mit svar - jeg tænker, at havde det været min veninde - så tror jeg ikke, at jeg ville blive andet end påvirket af at se hende sådan, også i tiden efter.
Ville du kunne se på hende med kærlige øjne, holde fokus på jeres lange venskab og oplevelser, når I er sammen? Og når I ikke er sammen, skrive dine tanker ned? Hvad som rør sig i dig. Måske du også kan skrive et brev til din veninde. Med lidt af dine tanker. Hvor meget du holder af hende. Hvor meget, du bliver berørt af at se hende. Men at du er der for hende. At du værdsætter jeres venindeskab. Alle jeres stunder sammen. Måske det ville være lidt lettere for dig, når I skulle ses. At hun ved lidt om dine tanker. Så det ikke længere er usagt mellem jer.
Jeg tænker også, at det ville være godt for dig at tale med nogen, om hvordan du har det. Få lettet dit hjerte. Talt om dine bekymringer og frygt.
Vi tilbyder personlige samtaler for pårørende, både fysisk og online. Måske det er noget for dig?
Du må også rigtig gerne kontakte vores telefonrådgivning ved at ringe til os på 7010 1818 og få en samtale om din veninde. Vi vil utrolig gerne tale med dig og støtte dig.
Du skal vide, at jeg mærker din sorg. Din bekymring. Det er så hårdt at stå på sidelinjen og se den man holder af være så syg.
Du nævner, at du føler dig som en dårlig veninde. Fordi I sidst gik tur, selvom det ikke er godt for din veninde at være aktiv. Samtidig er det hendes eget valg. Handler det mon om, at du også er bange for, at en gåtur kan have konsekvenser for hendes tilstand? Kan du sige til hende, at I skal hygge jer. Med andet end gåtur. Eller kan du lade hende tage ansvar for hendes valg. Hvis hun vil gå tur. Jeg forstår dit dilemma. Jeg vil også gerne sige til dig, at du er den bedste og kærligste veninde. Det er så tydeligt i hele dit brev.
Det blev et langt svar.
Jeg håber, at du kan bruge mine refleksioner. At du formår at passe på dig selv. At du ser hvor særligt og fint et venskab du og din veninde har.
De kærligste hilsener,
Brevkassen