Jeg er 17 år har anoreksi og er afhænglig af selvskade
Jeg blev henvist af en rådgiver fra BørneTelefonen.
Som sagt er jeg afhænglig af selvskade til et punkt hvor jeg ikke kan gå mere end en dag uden at skade mig selv jeg er konstant plaget af det og kan ikke få ro hver gang et ar bliver utydeligt er jeg nødt til at gøre det igen det er blevet ret slemt de sidste par uger hvor jeg godt selv har kunne se jeg burde blive syet men ikke har taget på akut fordi jeg er bange for at blive dømt eller at det sår som skal syes bliver for utydeligt på et plan vil jeg gerne have folk opdager mine ar og får det dårligt på mine vegne men jeg vil hellere ikke have folk ved at jeg skær mig selv på dagligt plan mine forældre ved godt jeg selvskader og sulter mig selv men de gør ikke noget for at hjælpe mig hvor imod hvis en af mine venner har lignede problemer prøver MINE forældre at hjælpe dem til hjælp eller bare en snak og har medfølelse over for dem hvor mig deres søn selv skal stå med de her problemer de godt ved om
Kære du,
Tak for dit brev herind til Brevkassen.
Først får jeg lyst til at sende dig et knus. Jeg mærker, hvor berørt du er over, at dine forældre ikke er der for dig, men er der for dine venner. Når nu de, som du skriver, kender til din selvskade. Jeg får også lyst til at spørge dig, hvad du mon kunne tænke dig, at dine forældre gjorde? Eller ikke gjorde? Hvad har du brug for fra dem?
Jeg tænker på, om du måske kunne have lyst til at vise dem dit brev til Brevkassen. Og mit svar. Kunne det være en måde at starte en ny samtale på om selvskade? Jeg tænkte også på, om dine forældre ville have gavn af at læse følgende råd til forældre: Seks gode råd, hvis dit barn skader sig selv.
Lige som vi hver dag er i kontakt med unge, der fortæller os om selvskade, så taler vi også med mange forældre, der ikke ved, hvordan de skal håndtere selvskaden. Vi vil rigtig gerne tale både med dig og dine forældre, så de kan hjælpe dig bedre. Hverken anoreksi eller selvskade er noget, du skal kunne klare alene.
Jeg forstår, at det går dig meget på, at dine forældre har medfølelse overfor dine venners problemer og prøver at hjælpe dem, men at du slet ikke oplever, at de er sådan overfor dig. Hvis du ikke tænker, at dine forældre ville kunne støtte dig, kunne det så være en anden voksen? En fra din skole eller måske en fritidsaktivitet? Mon du får blik for en, du er tryg ved?
For hvordan er det for dig at skulle gå med derhjemme. I skjul. Skjule hvordan du har det. Jeg forestiller mig, at det må kræve utroligt meget af dig?
Du skriver, at du gerne vil have, at folk opdager dine ar. Men ikke at du selvskader dagligt. Jeg får lyst til at spørge dig, om du har nogen fornemmelse af, hvorfor du selvskader? Hvad handler det mon om for dig? Kan du huske, om der var en årsag til, dengang du startede? Ofte bærer vi på en smerte, som gør så nas, at vi næsten ikke rummer den, selvskaden, den fysiske smerte bliver så en måde, hvorpå vi kan håndtere og flytte fokus til den fysiske smerte. Giver det mening for dig?
Jeg vil også gerne fortælle dig, at du ikke er alene. Der er mange unge, som dig, i kontakter os hver dag. Det er virkelig godt, at du har skrevet til BørneTelefonen og nu os. Det er nogle rigtig gode skridt, og jeg ser en masse ressourcer i dem. Og jeg er glad for, at du har skrevet til os, for jeg tænker, at du ikke skal gå alene længere. Du skal have hjælp og omsorg. Mon du kunne have lyst til yderligere kontakt med os? Mange af vores rådgivere har selv enten selvskadet eller haft en spiseforstyrrelse. Og så er de super søde at tale med.
Du får links her til forskellige former for rådgivning:
Vi har også et individuelle samtale- og gruppeforløb til unge, der gør selvskade. Begge dele er gratis og det foregår i København. Rigtig mange unge har fået rigtig god hjælp til at håndtere deres selvskade ved at gå i de forløb. Mon du kunne være nysgerrig på at læse om det? Så indsætter jeg links her:
Måske du også kunne have mod på at kontakte din læge, måske med henblik på samtale hos en psykolog. Så du kan få sat spot på, hvilke ting, som du går og tumbler med.
Du er også altid velkommen til at skrive til Brevkassen igen.
Vi lytter gerne og gør vores bedste for at støtte.
Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig lidt på vej.
Tak endnu engang for at du skrev herind,
Kærlig hilsen
Brevkassen