Hej
Jeg er en pige på 20 år, og jeg er i tvivl om jeg har en spiseforstyrrelse.
Jeg tror, at jeg har været utilfreds med min krop siden jeg var måske 12 eller 13. Jeg har altid været normalvægtig, og fået at vide at jeg også ser sådan ud. Men der er noget inde i mit hoved, der har gjort, at jeg ikke har været tilfreds, med det jeg ser i spejlet. Jeg ejer stadig dagbøger fra da jeg var omkring 13-14, hvor jeg har planlagt hvor meget jeg må spise, hvor meget jeg skal motionere og så videre, for at undgå at tage på. Jeg er rigtig bange for at tage på, og nogle gange tør jeg ikke veje mig - andre gange vejer jeg mig hele tiden.
Jeg har for nylig været i et meget psykisk hårdt forhold, som jeg heldigvis er kommet ud af nu - men jeg har taget på i løbet af det her forhold, og det går mig rigtig meget på. Jeg skipper nogle gange morgenmad eller frokost, jeg tæller mine kalorier og jeg motionerer næsten hver dag, fordi jeg er bange for at tage mere på, og fordi jeg gerne vil tabe mig. Jeg får dårlig samvittighed hver gang jeg spiser, lige meget hvad jeg spiser. Jeg kan heller ikke lide at spise foran nogen mere, fordi jeg får en fornemmelse af at de tænker at jeg spiser for meget i forhold til hvordan jeg ser ud. Jeg tænker rigtig meget over spisesituationen inden jeg skal se mine venner eller familie, og spiser nogle gange mindre i løbet af dagen eller dagen efter på grund af dette. Jeg tjekker konstant min krop i spejlet, og jeg kan føle, at jeg kan mærke, at jeg har taget på, lige efter jeg har spist. Jeg føler jeg har opnået noget hvis jeg går sulten i seng efter en dag med måske kun 1000 kalorier og 40 min i fitness for eksempel - så føler jeg på en måde en form for “ro” i mit hoved.
Min mor har så længe jeg kan huske gået meget op i sin vægt og været på adskillige slankekure osv. Hun har også en tendens til at kommentere negativt på min vægt, mit udseende og mine spisevaner, hvilket også er rigtig svært for mig. Hun roser mig også hvis jeg har tabt mig eller motioneret meget eller lignende.
Jeg har mange flere ting der foregår i mit hoved i forhold til alt det her, men for ikke at gøre det for langt, så tænker jeg bare rigtig meget på mad og min vægt og udseende, og jeg er ved at være rigtig træt og frustreret over det, og jeg er bange for at det går den forkerte vej. Jeg ved ikke om man nødvendigvis kan kalde det en spiseforstyrrelse, for jeg er jo ikke undervægtig, og jeg har også dage hvor jeg spiser snacks eller en pizza eller måske ikke har det så dårligt med det hele?
Jeg tror bare jeg er lidt forvirret over hvordan jeg lige håndterer det her efterhånden, for jeg har altid tænkt at det ville blive bedre med tiden, men det ser ud til kun at blive værre, især her på det sidste. Og jeg er i tvivl om det overhovedet er slemt nok til at jeg kan søge hjælp til det noget sted. Jeg er også bange for at ingen vil tro på mig på grund af min vægt og mit udseende.
Venlig hilsen
En forvirret og udmattet pige
Kære forvirret og udmattet pige
Tak fordi du skriver til brevkassen. Det er mange svære tanker at gå med selv. Hvor er jeg glad for at du skriver og deler dem med os. Du skal vide, at det gjorde stort indtryk på mig at læse dit brev, og jeg håber, at du vil føle dig mødt og støttet af at læse mit svar til dig.
Du skriver, at du ikke ved, om nogen vil tro på dig, eller om du overhovedet kan søge hjælp nogen steder. Jeg har lyst til at sige til dig, at du er startet et godt sted. Det, du beskriver, er for meget at gå rundt med hele tiden - det siger du også selv, og det, at du underskriver brevet med “en forvirret og udmattet pige”, siger det hele. Jeg sidder og tænker på, hvordan du mon har klaret alt dette ind til nu? Det er mange år, at du har været utilfreds med din krop, og hvor tanker om mad og vægt har fyldt.
Jeg forstår godt, at du er bekymret for dig selv og bange for at, det går den forkerte vej. Det er godt og modigt, at du har lyttet til den stemme og skrevet herind. Det er et vigtig første skridt mod at få det bedre. Det du fortæller i dit brev, skal ingen gå alene med. Det er noget, du skal have hjælp til.
Du skriver, at din mor roser dig, når du har tabt dig, og kommenterer negativt når du tager på. Jeg fornemmer, at du ved, at det sikkert er velment, men det er utrolig hårdt og ikke særlig hjælpsomt for en mulig spiseforstyrrelse at få hyppige kommentarer på ens udseende og træningsvaner. Ville du mon kunne sige til hende, at hun ikke skal kommentere på dit udseende og træningsvaner? Eller ville du kunne vise hende dit brev og mit svar? Måske det kunne lede til en god samtale mellem jer om, hvad hun ikke længere bør kommentere på, men også hvordan hun kan hjælpe dig med at få den rette hjælp?
Jeg forestiller mig også, at det må være svært at gå alene med alle de her ting - kunne det mon være en lettelse for dig at tale med din mor? Eller en anden fortrolig, hvis du ikke synes, at hun er den rette?
Det, jeg kan læse mig til ud fra dit brev, er at det hele presser dig. Tankerne og restriktionen i ikke at spise omkring andre mennesker, at holde dig under et bestemt kalorieindtag og at motionere dagligt. Det må være utrolig krævende for dig at have så mange tanker om mad, vægt og udseende, og jeg forstår, at du er både træt og frustreret. Det gør stort indtryk på mig, når du skriver, at det at gå sulten i seng efter en dag med få kalorier og fitness giver dig en form for "ro" i dit hoved."
Du skriver, at du ikke selv ved, om man nødvendigvis kan kalde det for en spiseforstyrrelse. Til det vil jeg skrive, at i sidste ende er det kun en læge, der kan vurdere det, men her i foreningen vil vi betegne det, du beskriver, som klare symptomer på en spiseforstyrrelse, og som noget du skal have hjælp til. Det er ikke noget, du skal kunne klare alene eller som går over af sig selv. Hvordan er det mon for dig at høre det? Mon det er en lille lettelse?
Jeg vil opfordre dig til at tage kontakt til os igen. Du kan fx få en videokonsultation med en rådgiver, som du kan tale med om, hvordan det er at tage til lægen og søge hjælp til en mulig spiseforstyrrelse. Kunne du mon have lyst til det? Jeg linker også til en artikel om emnet, som du måske vil kunne se dig selv i: Vejledning: Jeg skal tale med lægen om min spiseforstyrrelse.
Du skriver, at du er bange for, at ingen vil tro dig pga. din vægt og dit udseende, og fra de mange andre, vi er i kontakt med her i foreningen, kan jeg genkende din bekymring for "ikke at være syg nok" eller ikke at blive taget alvorligt, når man søger hjælp. Du skal vide, at man sagtens kan have en spiseforstyrrelse og samtidig være normalvægtig.
Du kan også ringe til os på 7010 1818. Det kan være rart at tale om, hvordan man går og har det, med en, der kender til problematikken. Vi lytter gerne, og jeg tror, du vil føle dig set og forstået bagefter. Du kan se mere om vores telefonrådgivning.
Jeg håber, at brevet her, gav dig noget af det du søgte. Ellers er du mere end velkommen til at skrive til os igen. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover, og tusind tak fordi du skrev til Brevkasse.
Kærlig hilsen
Brevkassen