Hej forening for spiseforstyrrelser og selvskade
Jeg er kommet til et punkt, hvor mit forhold til mad og min krop er så dårligt at jeg ikke længere kan se mig ud af det. Jeg skriver til jer nu, fordi jeg lige har overspist igen. Når jeg overspiser får jeg det virkelig dårligt med mig selv bagefter, og eftersom jeg er i en periode hvor jeg overspiser næsten hver dag. Har jeg det rigtigt, rigtig skidt lige nu. Jeg skifter mellem at sulte mig selv, for så at overspise bagefter. Det har været mit liv de sidste 6 år.
Det fylder alt, jeg er bange for at jeg bliver nød til at droppe mit studie på grund af det her. Jeg er bange for, at jeg aldrig får nogle venner eller en kæreste. Fordi jeg ikke kan fokusere på andet end, mad og min krop/udseende. Og jeg er bange for ikke at blive taget seriøst hvis jeg søger hjælp. Fordi jeg har en normal BMI. Jeg har i perioder kastet op efter overspisning, i andre perioder har jeg prøvet at kompensere med motion. Jeg er så udmattet nu, at jeg kun kan side i min seng og græde. Jeg har nogle virkelig uhyggelige tanker, om hvad der skal ske nu. For jeg kan snart ikke mere. Og jeg hader mig selv så meget, at det er umuligt at være i lige nu. Jeg har virkelig brug for noget rådgivning.
Ps. Jeg har ikke råd til hverken psykolog hjælp, eller en coach lige nu. Har jeg overhoved nogen muligheder?
Kære dig
Tak for dit brev, og fordi du deler hvordan du har det lige nu. Jeg har virkelig fornemmelsen af, at kunne mærke dig igennem dit brev, mærke din frustration og samtidig også din ked af det hed. Det gør virkelig et stort indtryk på mig, at du så finder en styrke til at skrive til os i brevkassen netop nu, lige efter en overspisning.
Den følelsesmæssige rutsjebane du beskriver i forbindelse med en overspisning, den er du på ingen måde alene om. Vi oplever dog, at mange går med den selv, og på den måde bliver den lidt skamfuld, og så får man det næsten endnu værre. Som så igen kan medføre, at man virkelig får et behov for at gøre noget, som ofte kan være at sulte sig selv, som er hårdt - og så kommer der ofte en overspisning igen. Er det mon den form for mønster du kan genkende? Måske netop det mønster du kender gennem de sidste 6 år?
Jeg bliver lidt nysgerrig på, om det mønster i de 6 år mon har hjulpet dig med noget? Grunden til at jeg spørger er, at det er vores erfaring, at ofte så udvikler vi en strategi omkring mad, når der er noget, der kan have været svært at håndtere følelsesmæssigt? Og derfor bliver strategien med at bruge maden som en løsning, ved med at vende tilbage. Fordi vi har ikke andre mulige strategier at bruge. Endnu.
Du skal vide, at jeg forstår virkelig godt den pris strategien har. Og at den er hård. Ingen burde betale den pris, du føler du gør lige nu. Når du beskriver, at du ikke kan fokusere på noget andet end krop og mad - for så er der ikke plads til venner, studie eller at være ung. Det er hårdt! Men samtidig fornemmer jeg også et håb fra dig om, at det ikke skal være på denne måde. Med mad, og kompenserende handlinger som opkastninger og motion?
Er der mon nogen mennesker tæt på dig, som ved hvordan du har det lige nu, eller går du med alt det her alene?
Du efterspørger rådgivning, og jeg vil på det kærligste opfordre dig til at dele med en du er tryg med, hvordan du har det og hvad du gennemgår lige nu. Fordi ingen skal stå med alt det selv, som du gør lige nu. Du kan netop nu have brug for at læne dig op af et andet menneske, som du er tryg ved.
Hvis du ikke er klar til at dele endnu, eller du samtidig godt kunne bruge rådgivning fra os, så har vi forskellige muligheder online. Flere af vores dygtige rådgivere har selv gået vejen ud af en spiseforstyrrelse eller har været pårørende til én, der har, og måske det kan være godt for dig, at støtte dig op af dem i en periode. Du kan læse mere om vores rådgivningstilbud her.
Derudover har vi yderligere tilbud du kan læse nærmere om her.
Jeg forstår godt din frygt for ikke at blive taget alvorligt, som du skriver, når du er normal vægtig. Men man kan stadig godt have en spiseforstyrrelse selvom man har et normalt BMI. Jeg vil rådgive dig til, at tage en snak med din egen læge. Måske det kunne være en ide, at tage dit brev og evt. mit svar med, fordi du beskriver rigtig godt, hvordan du har det, og hvilken effekt det har på din hverdag og dit liv lige nu. Du kan også se en vejledning med gode råd til forberedelse til en snak med din læge, som måske kan hjælpe dig.
Måske din egen læge også har kendskab til lokale behandlingsmuligheder, som kan være relevante for dig.
Jeg håber virkelig du kan bruge mit svar, så du kan tage det næste skridt og række ud til at tale med din læge, en du er tryg ved og evt. også os i rådgivningen. Vi er her for dig, og jeg tror på at du godt kan tage det næste skridt. Jeg hepper i hvert fald på dig.
De kærligste hilsner
Brevkassen