Køn
Pige / Kvinde
Alder
18
Spørgsmål

Hej

Jeg er en pige på 18, som døjer meget med overspisning. Jeg havde for et par år siden en meget alvorlig spiseforstyrrelse (anoreksi), som jeg fik en masse hjælp til. Jeg har enligt haft det okay, men nu går det ikke så godt. Det har det ikke gjort det sidste års tid. Det er dog virkeligt blevet slemt her på det sidste. Overspiser stort set hver dag. Det skal lige siges at jeg ikke kaster op, men jeg får sådan noget afføringsmiddel (har mave problemer), som jeg overbruger sommetider for at kompenserer for overspisningen. Jeg har taget på, også efter jeg blev “normal” vægtig igen. Det giver god mening da jeg spiser så meget. Jeg er MEGET ked af min krop, og det påvirker mig meget. Jeg siger heletiden til mig selv, at nu vil jeg tage mig sammen og tabe mig lidt, og stoppe med overspisningerne. Det virker dog bare ikke. Nej, det har faktisk nærmest den modsatte virkning. Jeg har snakkede med 2 “vejleder”, (eller ved ikke helt hvad de var) om det. Det fik jeg ikke det helt store ud af. De sagde de nok skulle melde tilbage, men det gjorde de aldrig. Det er dog lang tid siden. Ellers har jeg ikke rigtig snakkede med nogen om det. Tror godt min mor lidt kan fornemme noget, men hun har ikke sagt noget til det. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

Svar

Kære Dig… 

Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver herind til os i Brevkassen. Du afslutter dit brev med at skrive, at du virkelig ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg håber, at jeg kan hjælpe dig lidt på vej med mit svar til dig. Det første store skridt du har taget er, at du har rakt ud efter noget hjælp. 

Du beskriver så fint de udfordringer du dagligt oplever med overspisninger. Du skriver, at du for nogle år siden havde anoreksi, hvor du fik god hjælp og faktisk fik det godt. Du oplever nu, at du overspiser hver dag. Du kaster ikke op, men du misbruger af og til det afføringsmiddel du får. 

Når jeg læser dit brev, tænker jeg på, om du kunne kontakte din egen læge? Det tænker jeg ville være relevant – måske du allerede har overvejet det? Jeg er sikker på, at du fra tidligere godt ved, at det er vigtigt, at du ikke går alene med de tanker og følelser du nu oplever.

Du skriver, at du tror din mor godt lidt kan fornemme, at der er noget, men at hun ikke har sagt noget. Ville du kunne tage initiativ med at tale med hende? Hvordan mon jeres relation er? Hvis du ikke kan tale med din mor om det, kunne du måske snakke med en god ven eller veninde. En, som måske også vil kunne følge med dig til din egen læge. Kunne du se en idé i det? Det er virkelig stærkt af dig, at du har snakket med 2 vejledere. Jeg er oprigtig ked af at læse, at de aldrig vendte tilbage til dig.  

Her i rådgivningen oplever vi ofte, at folk med spiseforstyrrelser fortæller om tilbagefald. Jeg har her indsat et link til vores hjemmeside, hvor du kan læse noget mere omkring tilbagefald samt nogle gode råd til, hvad man kan gøre, når man står i det. Måske du vil finde dem hjælpsomme?

Jeg fornemmer i dit brev, hvor krævende en situation, du står i. Du skriver, at du er MEGET ked af din krop, og det påvirker dig meget. Du skriver, at du heletiden siger til dig selv, at nu vil du tage dig sammen, tabe dig lidt og stoppe med overspisningerne. Det virker dog bare ikke – faktisk nærmest modsat. Jeg får lyst til at skrive til dig, at jeg virkelig kan genkende dine ord og tanken om, at du skal tage dig sammen. Det hører vi fra mange i rådgivningen, og jeg ved, at det er meget opslidende at have de tanker. En spiseforstyrrelse er dog ikke noget, du skal kunne klare på egen hånd. Det er ikke noget, du skal stå alene med. Hvordan er det for dig at høre det?

Her betragter vi spiseforstyrrelser som en mestringsstrategi. Der er ofte noget, der har inviteret spiseforstyrrelsen ind i ens liv, og det kan være rigtig hjælpsomt at finde ud af, hvad spiseforstyrrelsen på den måde handler om eller hjælper dig med at håndtere. Giver det mening for dig? Jeg tænker på, om der kan være sket noget, som kan være medvirkende til, at du bl.a. begynder at få så svære tanker? At du har fået tilbagefald. Har du måske nogen erfaring med, om der var noget du oplevede tidligere kunne hjælpe dig på rette spor? Hvad var det, som hjalp dig videre sidst? Ville du kunne genoptage noget af det?

Vi har en bred vifte af gratis tilbud, individuel rådgivning og anonym kontakt.  Der er mange muligheder for at få kontakt til os. Jeg har vedhæftet et link, så du kan læse noget mere omkring vores rådgivning og mange tilbud. Vi vil rigtig gerne støtte dig videre på din vej.

Måske det er noget for dig?

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke, og jeg håber, at du har fået lyst til at benytte dig af vores mange tilbud.

Jeg håber, at du har kunnet bruge mit svar en smule og fået blik for eller lidt inspiration til, hvad der kunne være dit næste skridt. 

De kærligste hilsner 

Brevkassen