Hej
Jeg tror måske jeg selvskader, men jeg ved det ikke helt. Nogle gange hvis mine tanker fylder for meget og jeg ikke kan finde ro i mit hoved, eller jeg bliver nervøs, kan jeg finde på at bore neglende i min hånd eller kradse/klø det samme sted igen og igen. Før har jeg også stukket en trykblyant i benet, bare til det gjorde ondt, ikke så jeg fik bly i kroppen. Og nu har jeg et par gange bidt i min hånd. Det er mest med at kradse, neglene og nu også at bide, der måske er et problem. Det får mig til kun at tænke på det i øjeblikket og jeg kan finde ro, men efter sider jeg med en total stor skam og skyldfølelse. Jeg tror også jeg har lidt problemer med madvanerne, fordi jeg tit tænker på at kaste op eller at lade vær med at spise, men jeg gennemfører det aldrig rigtig, så jeg ved ikke helt om det er en spiseforstyrrelse.
Problemet er bare at jeg har en kæreste der også har bøvlet med selvskade, ved at banke hovedet i væggen eller slå sig selv i hovedet. Han får hjælp, men jeg er bange for at sige det til min kontaktlærer fordi vi har samme kontaktærer, og jeg er bange for at hun vil sige, at vi ikke er gode for hinanden, men jeg vil ikke at vores forhold skal stoppe. Og jeg vil især ikke sige det til mine forældre, det kan jeg ikke.
Hvad skal jeg gøre?
Kære dig
Først og fremmest, mange tak for dit brev og for, at du har delt dine tanker med os. Det gør virkelig indtryk på mig at læse.
For du tror måske, at du selvskader, skriver du. Men du er ikke sikker. Du beskriver, at nogle gange, hvis dine tanker fylder for meget, og du ikke kan finde ro i dit hoved eller bliver nervøs, så kan du finde på at bore neglende i din hånd, kradse/klø det samme sted igen og igen eller bide.
Jeg forstår, at det hjælper dig til at finde en ro, hvor tankerne kan stoppe for et øjeblik.
Men bagefter sidder du med en totalt stor skam og skyldfølelse, skriver du. Og jeg får indtryk af, at det er nogle rigtig svære følelser at have.
Du skriver også, at du oplever lidt problemer med madvaner. For du tænker tit på at kaste op eller lade være med at spise, skriver du. Men fordi du aldrig rigtig gennemfører det, ved du ikke, om det er en spiseforstyrrelse.
Din beskrivelse er noget, jeg i høj grad kan genkende. Hos mange, der skriver til os, fylder følelser af skam og skyld rigtig meget. Det samme gør tvivl. Tvivl på, om det er selvskade, man oplever. Tvivl på, om man har en spiseforstyrrelse.
Både selvskade og spiseforstyrrelse kan se ud på rigtig, rigtig mange forskellige måder. Og begge dele er ofte et tegn på, at noget i livet er - eller tidligere har været - svært at klare.
Ofte er det også et tegn på, at man har vendt det lidt indad, og måske har gået alene med sine følelser. Kan du mon genkende noget i den stil?
Et stort fællestræk for selvskade og spiseforstyrrelse er, at det kan være en måde at håndtere svære tanker eller følelser på.
Det kan være en coping-strategi; en strategi til at klare livet, når det af den ene eller anden grund ikke er nemt. Selvskade kan, som du peger på, være en måde – bare for et øjeblik – at opleve en ro i sindet, trøst, eller noget tredje.
Tanker om spiseforstyrrelse kan på samme måde ’hjælpe’ én til at flygte lidt fra dét, der er svært at mærke, eller fra tanker, som fylder for meget.
Giver det mon mening for dig at se det sådan? Jeg får indtryk af, at det er noget, du kan nikke genkendende til – og at det derfor er rigtig vigtigt, at du får den rette støtte og vejledning. Måske netop nu, hvor du beskriver det som noget, der mest fylder indeni.
For nogle kan det være et slags ’første skridt’ at skrive til os. Måske er det også det for dig. Det kræver ofte mod at dele, hvordan man har det, og hvad man oplever. Så jeg synes, at dit brev er så stærkt.
Jeg får indtryk af, at du gerne vil opsøge hjælp og støtte til din situation. At du tænker på, hvem du mon kan tale med. Du skriver nemlig, at du er bange for at sige det til din kontaktlærer. Og at du ikke føler, du kan sige det til dine forældre.
Du er bange for at tale med din kontaktlærer, fordi hun også er din kærestes kontaktlærer. Og din kæreste bøvler selv med selvskade, skriver du. Du er bange for, at jeres lærer vil sige, at I ikke er gode for hinanden.
Jeg tænker på, om det alligevel kan være en mulighed at tale med din kontaktlærer? Jeg kommer til at tænke, at hendes mening om dit og din kærestes forhold måske ikke er så vigtig.
Det er derimod meget vigtigt at få støtte og hjælp fra nogen, man kan stole på. Din kæreste får noget hjælp. Og det fortjener du i den grad også at få. Måske din kontaktlærer kunne være et sted at starte?
Mange beskriver, at de bestemt ikke vil tale med deres forældre om selvskade og så videre. Hvordan tror du, dine forældre vil reagere, hvis du taler med dem alligevel? Vil de støtte dig?
Du er mere end velkommen til at skriver til os igen – og du kan også ringe til vores rådgivere på 7010 1818 eller booke en personlig samtale, hvis du vil tale mere med os om, hvad dit næste skridt skal være - især hvis det ikke lykkes at få hjælp fra din lærer eller andre voksne i dit liv, som du kan stole på.
Jeg håber og tror på, at du vil passe på dig selv, så godt du kan - at du vil fortsætte med at åbne op og række ud, så du kan få den rette støtte. For du fortjener at have det godt.
Mange kærlige hilsner,
Brevkassen