Køn
Pige / Kvinde
Alder
37
Spørgsmål

Jeg er i tvivl om det er det rigtige sted jeg skriver

Men jeg har fået et meget forstyrret forhold til mad

Jeg går med en konstant frygt for at blive dårlig af maden

Jeg har lært at ignorere at jeg er sulten så nogen gange for jeg ikke andet mad end aftensmad

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre, og kan mærke min kæreste, syntes det er frustrerende at jeg har det så svært…

Svar

Kære du…

Mange tak for, at du skriver til os i brevkassen. Tak for din tillid og dine ord. Jeg vil svare, så godt jeg kan, og jeg håber meget, at mit svar vil rumme noget, du kan bruge.

Du har fået et meget forstyrret forhold til mad, skriver du, og du går med en konstant frygt for at blive dårlig af maden. Du skriver, at du har lært at ignorere, at du er sulten, og nogle gange ikke får andet end aftensmad. At du ikke rigtig ved, hvad du skal gøre.

Hvor længe har du mon haft det sådan med mad? Hvordan startede det?

Jeg får indtryk af, at dit forhold til mad og din adfærd omkring den fylder alt for meget hos dig. At det er en rigtig hård situation at være i. At det er urimeligt hårdt konstant at have en frygt, og ikke kunne spise det, du og din krop har behov for. Hvordan har du mon klaret det indtil nu? Jeg tænker, det er rigtig godt, at du skriver til os, og at du gerne vil gøre noget for at få det bedre.

At få det svært med krop/mad kan være en mestringsstrategi. En måde at håndtere udfordringer, svære følelser, eller tunge situationer. En måde at søge en kontrol, ro, trøst, eller lignende. Er det mon noget, du har tænkt på? Om noget i dit liv ikke er, som det skal være?

At have en spiseforstyrrelse er ofte en følge af et pres. Af noget der er, eller har været, svært. Sådan var det i hvert fald for mig, da jeg havde en spiseforstyrrelse, og for mange, der skriver til os.

Du kan mærke, at din kæreste synes, det er frustrerende at du har det så svært. Forstår din kæreste mon, hvordan du har det med mad? Er din kæreste støttende, når du giver udtryk for, hvordan du har det? Jeg tænker, at det er vigtigt, du får støtte og omsorg.

Et svært forhold til mad går ud over mange aspekter af livet. Det kan jeg genkende. Og det er meget vigtigt, at du får den rette hjælp til, at det skal blive anderledes.

Hvilken form dit svære forhold til mad tager, ved jeg ikke. Ud fra dit brev. Men en spiseforstyrrelse kan se ud på mange, mange måder. Og det er aldrig forkert at opsøge din læge. Forhøre dig om eventuel behandling. Mon du har overvejet at søge egen læge?

Jeg tænker også på, om du ser det som en mulighed at opsøge en psykolog eller terapeut? Det håber jeg. For mig var det afgørende at finde en terapeut, der passede godt til mig, og kunne hjælpe med at komme til bunds i spiseforstyrrelsens rødder. Hvordan lyder det for dig?

Har du lyst til at tale mere med os? Få mere sparring eller vejledning til din situation?

Du er mere end velkommen til at skrive til os igen. Og til at booke en gratis personlig samtale her. Vi har en fysisk rådgivning i Valby, hvor du er meget velkommen: Personlig samtale

Du er også meget velkommen til at ringe til vores rådgivning på 70101818.

Kærlig hilsen

Brevkassen