Hej.
Min datter har fået et forstyrret forhold til mad, krop og vægt.
Hun spiser hverken morgenmad eller frokost. Når hun kommer hjem fra gymnasiet er hun forståeligt meget sulten. Og så bliver der spist. Særligt hvis hun er alene, spiser hun uden pauser.
Hun spiser også aftensmad med resten af familien. Et par timer derefter går hun ud og kaster op. Ved 22-tiden står den på en times motion. Nogle dage har hun også været til træning/motion om eftermiddagen.
Så for mig at se, har hun tydeligvis et problem. Men det er vi ikke enige om. Hun mener, at det bare er mig der er sur og laver problemer.
Men derudover siger hun INTET!!! Hun lukker fuldstændig og aldeles af!!! Når jeg prøver at tale med hende om andre ting er standardsvaret “det ved jeg ikke”. Også selvom jeg spørger hvad hun har lavet til idræt……
Så jeg har svært ved at være den lyttende. For der kommer INTET som i absolut INTET fra hende.
Jeg kan bare se på, at hun får det dårligere og dårligere. At stemningen herhjemme bliver mere og mere uudholdelig for os alle.
Jeg har i flere perioder prøvet at flytte fokus og lade være med at tale om “det”. Men hun får det bare dårligere og dårligere. Det kan jeg ikke holde ud!
Hvad kan jeg gøre? Det har stået på i et par år nu……
Kære mor
Tak for dit brev og fordi du deler den situation, I står i derhjemme.
Det berører mig meget at læse, at I har stået i det i et par år nu, og det må være hårdt for dig som mor, at se sin datter kæmpe med et forstyrret forhold til mad, krop og vægt. Gad vide hvordan du/I mon har klaret det indtil videre? Den bekymring du må have for din datter, sammen med følelsen af magtesløshed, vrede, angst og skyldfølelse, den burde ingen opleve. Jeg håber, at mit svar vil kunne hjælp din datter og dig i den rigtige retning.
Hvor er det godt, at du nu rækker ud og beder om hjælp til at hjælpe din datter.
Du skriver, at for dig at se, har hun tydeligvis et problem. Men det er I ikke enige om. Det er min erfaring, at et menneske der måske har en spiseforstyrrelse, ofte vil have det ambivalent i forhold til at få hjælp. På den ene side kan der være et ønske om at blive fri af sin spiseforstyrrelse og dens regler og restriktioner - på den anden side et ønske om, at bevare spiseforstyrrelsen, og de ting, som den prøver at hjælpe med at håndtere. Giver det mon mening for dig at læse?
Fordi for at forstå denne ovennævnte ambivalens, er det vigtigt at kunne adskille en evt. spiseforstyrrelse fra det enkelte menneske. Så det på den måde er spiseforstyrrelsens adfærd der er problemet - og ikke din datter.
Din datter kan måske have mange tanker om mad, krop og vægt i løbet af en dag, og det kan medføre negative tanker og de reaktioner, som du beskriver imod dig, der bare gerne vil hjælpe. Hvis det er gældende for din datter, kan det måske være en af grundene til, at hun intet siger og i stedet bare lukker fuldstændig af. Det er nemlig sådan en spiseforstyrrelse arbejder. At den får lukket ned for følelser og kroppens mærkninger, så det bliver svært at mærke sig selv. Og deraf også sværere at svare på disse spørgsmål.
Måske du allerede ved det, men en evt. spiseforstyrrelse eller et forstyrret forhold til mad, krop og vægt handler ikke om mad eller vægt. Men er nærmere startet som en strategi, til når der har været noget der har været svært at håndtere tanke- og følelsesmæssigt.
Du spørger ind til hvad du kan gøre, og jeg læser faktisk at du allerede gør rigtig meget. Du er også bevidst om at spørge ind til andet i hendes liv. Og fortsæt endelig med det.
Hvis jeg må tilbyde dig mit perspektiv til din kommunikation med din datter. Så vil jeg sige, at det er vigtigt, at du som mor, giver udtryk for, at du ønsker at forstå, hvad der ligger bag din datters handlinger og reaktioner. At du spørger med nysgerrighed, omsorg og interesse ind til hende og hendes intentioner. Det er vores erfaring, at det kan være svært at snakke om følelser, hvis en evt. spiseforstyrrelse har fat i din datter. Så derfor kan det være en idé at starte med at spørge nysgerrigt, nænsomt og kærligt ind til hendes handlinger. Og om hun mon vil dele nogle af sine tanker med dig?
Husk det er en proces, så hvis hun ikke har lyst, så lad hende vide, hvornår du kommer igen. Så hun ikke risikerer at lukke sig mere inde. Jeg ved, at denne proces kræver meget af dig som mor, din tålmodighed og hele tiden skulle stå til rådighed. Du skriver også at det påvirker stemningen derhjemme og det bliver mere og mere uudholdeligt. Så derfor vil jeg også sige, at det er vigtigt at du får passet på dig selv.
Det tager tid at behandle et forstyrret forhold til mad og krop/en evt. spiseforstyrrelse, og vi ved at mange familier har god gavn af at få lidt støtte. Derfor indsætter jeg et link til dig som pårørende og et link med vores rådgivningstilbud.
Derudover vil jeg anbefale dig at snakke med din datter og jeres praktiserende læge, for at fortælle om, hvordan det er for din datter, og hvordan hun kan støttes bedst muligt. Det kan være en svær samtale, men du kan overveje at benytte dig fx af vores rådgivere. Mange af dem har enten selv haft en spiseforstyrrelse eller været pårørende. Og de kan støtte dig i at få taget disse snakke, hvis det kan være hjælpsomt for dig.
Jeg vedhæfter yderligere også en vejledning til, hvordan du/I kan forberede jer til at kontakte egen læge.
Du er altid velkommen til at skrive igen, eller bruge de andre tilbud vores forening har. Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke herfra.
De kærligste hilsner
Brevkassen