Mor og mentalt helbred…
(Undskyld det er lidt langt) Hej , jeg skriver det her fordi at jeg føler mig ret alene og ved ikke hvad jeg skal gøre. Såå her i Februar da jeg var 13 fandt min mor ud af at jeg selvskadet. Det var et tilfælde hun fandt ud af det, det var fordi at mit ærme faldt ned også så hun det og tvang mig til at vise hende begge mine arme. Hun blev ret sur og begyndte at råbe at jeg var en idiot og tog min telefon og kiggede den igennem, der skete også en masse andre ting men jeg kan virkelig ikke rigtig huske hvad det var, jeg kan bare huske at jeg græd virkelig meget og at jeg virkelig ikke havde løst til at leve mere og fik mere lyst til selvskade. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan huske det tydeligere jeg bliver bare helt tung, mørk, nervøs i kroppen og kan få lidt tåre i øjnene når jeg tænker på den episode. Min mor er og har været meget sur over mit selvskade og virker ikke til at kunne forstå at jeg faktisk har det pisse svært ved bare at komme i gennem en dag. Hun har før sagt at det er noget pjat det med mental helbred og at det bare er noget pis jeg ser på nettet MEN NEJ MOR DET ER DET IKKE! Jeg ser og høre tit om piger der har et mega godt forhold med deres mor og at deres mødre forstår dem og hjælper dem. Jeg har egentlig et godt nok forhold til min mor på nogle punkter, men nej hvor kan jeg blive misundelig når jeg ser piger med mødre som acceptere og hjælper deres børn med deres problemer. Fx så var jeg på ferie syd på her i sommers med min familie, mine ar var på det tidspunkt helet men de var der stadig. Min mor tvang mig til at gå med langærmet hele sommeren og købte også en langærmet bikini til mig. Hun har flere gang sagt til mig at jeg skal skamme mig over at jeg selvskader. Men så så jeg en anden pige som gik rundt uden at dække Signe ar, hendes mor virkede så glad for hende og så ud til at hype hende op. Jeg er self rigtig glad på den piges vejne og håber at hun har det bedre men omggg hvor kunne jeg godt bruge sådan en mor ind i mellem. Der har været flere episoder med min mor som den første men en af de seneste var da min mor så at jeg havde skåret igen. Det jeg kan huske var at hun bedte mig om at tage trøjen af også blev hun sur og råbte idiot og skubbede mig på gulvet og tog min trøje og slog mig med den. Der efter løb hun op på mit værelse og rodet det hele igennem for skarpe ting. Hun kastede med mine ting og låste mig inde i mens at hun tog min telefon og kiggede den i gennem i mens at jeg skulle rydde op. Igen skete der noget mere som jeg simpelhen ikke kan huske hvad var, men jeg kan huske at jeg fandt så mine gemte skarpe ting og begyndte at skære fordi at jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Hun kom så ind for et eller andet og så at der var blod på noget papir, hun begyndte og råbe og true mig med at sende mig på børne hjem og på psykiatrisk . Jeg kan bare huske at jeg stod ved vinduet og overvejede at hoppe andet husker jeg ikke. Jeg er bare virkelig træt af at skulle holde mine tanker inde for mig selv nogle gange, men samtidig kan jeg ikke huske ret meget af mange af tingene men jeg kan tit huske nogle “Flashbacks” hvis man kan sige det sådan. Mig og min mor begynde også at snakke om jeg har noget diagnose. Nogle af de ting jeg selv og andre har lagt mærke til med mig er:
- Isolere mig selv også for folk jeg godt kan lide og faktisk gerne vil være sammen med.
- Mangel på motivation og virker tit sløv, men andre gange fyldt med energi i en lille periode også er det tilbage til det normale.
- Overtænker
- Ben/fod ryster og nogle gange også hænder.
- “Bange” og nervøs for at være steder med for mange mennesker
- Dårlig til at være social tit
- Føler altid at folk dømmer mig på en dårlig måde
- Bliver nemt nervøs og tit til det punkt jeg har svært ved at trække vejret og føler kvalme eller føler at jeg skal kaste op
- Akavet
- Tendens til selvskade
- Enten føler jeg for mange følelser på en gang eller så føler jeg ikke noget/ føler mig “Bedøvet” i hjernen
- Holder følelser inde altså græder ikke i en periode når jeg har brug for det også kommer det hele bare ud når der sker den mindste ting
- HADER at vise følelser
- Stikker nogle gange fingeren ned i valsen hvis jeg er sur på mig selv eller har spist for meget
- Kan ikke lide at spise foran andre, men kan generelt ikke lide at gøre noget for an andre
- Har svært ved at stole på folk
- Hader øjenkontakt
- Zoner ud tit
- Forventer at alle syntes jeg er grim og hader mig
- Generelt negativ og dårlig tanke gang
- Får bræk fornemmelse nogle gange hvis der er for mange mennesker
- Selvmords tanker nogle gange
- Tænker tit fx “Hvad ville der ske hvis jeg bare hopper ud for an en bil” eller “Hvad nu hvis jeg med vilje rammer den her blodåre og lad mig selv dø” “Hvad nu hvis jeg bare hopper ud af vinduet”
- Tænker meget på døden
- Nogle gange Hjertebanken
- Føler mig nærmest “Bedøvet” eller Tom mentalt.
Kære dig
Først og fremmest, mange tak for dit brev. Tak for, at du har taget dig tid til at skrive til os. Det gør et stort indtryk på mig at læse dine ord.
Du skriver, at du føler dig alene og ikke ved, hvad du skal gøre – og det forstår jeg virkelig godt. Jeg håber meget, at du vil føle dig set og hørt i mit svar til dig. For du skriver flere ting, som giver mig indtryk af, at du slet ikke har det godt - og at det er alt, er alt for meget at bære på alene.
Du fortæller, at du selvskader. Og at din mor ved et tilfælde fandt ud af det i februar.
Din mor blev sur, skriver du. Hun tvang dig til at vise hende begge dine arme, begyndte at råbe at du var en idiot, og tog din telefon og kiggede den igennem.
Der skete også en masse andre ting, skriver du, men du kan ikke rigtig huske hvad det var. Du kan bare huske, at du græd virkelig meget, og at du virkelig ikke havde lyst til at leve mere, og at du fik mere lyst til at selvskade. Du ved ikke, hvorfor du ikke kan huske det tydeligere - du bliver bare helt tung, mørk og nervøs i kroppen, og kan få tårer i øjnene, når du tænker på den episode.
Det gør virkelig indtryk på mig at læse din beskrivelse af nogle af de episoder, du har oplevet. Du nævner at en af de seneste var, da din mor igen så, at du havde skåret i dig selv. Du beskriver bl.a. at hun råbte og skubbede dig på gulvet og tog din trøje og slog dig med den. Hun rodede dit værelse igennem for skarpe ting, kastede med dine ting og låste dig inde, imens hun kiggede din telefon igennem og imens du skulle rydde op.
Ikke at kunne huske, hvad der helt er sket, er gerne et tegn på, at en situation har været for meget. Det er ofte et tegn på, at noget har overskredet en grænse; at man har følt sig for presset eller ked af det. Du beskriver, at du i forbindelse med situationerne med din mor har fået endnu mere lyst til at selvskade.
Selvskade er en måde at håndtere svære følelser på. En strategi, der kan komme ind i livet, og være en måde at søge ro, trøst eller lignende - bare for et øjeblik. Derfor giver det rigtig god mening, at du har følt trang til selvskade, når du har været meget ked af det og ikke har vidst, hvad du ellers skulle gøre. Giver det mening for dig at se det på den måde?
Den måde, din mor håndterer situationen på, og den måde, hun opfører sig på overfor dig, er ikke i orden. Det støtter dig ikke, at hun skælder dig ud. Tværtimod. Det hjælper dig ikke, at hun ikke forstår dig, eller hvad det drejer sig om, når man selvskader. Du skriver, at hun har før sagt, at det er noget pjat det med mentalt helbred, og at det bare er noget pis du ser på nettet.
Men det er det jo ikke. Det handler om, at noget indeni gør rigtig ondt.
Din mor kan ikke forstå, at du faktisk har pissesvært ved bare at komme igennem en dag, skriver du. Hvor må det gøre ondt, at du ikke bliver forstået. Jeg forstår, hvor hårdt det kan være, når ens mor ikke forstår, hvad det handler om.
Da jeg var på din alder, boede jeg selv hos en mor, som ikke kunne forstå mig og de svære følelser, jeg havde. Min mor kunne mest tænke på sine egne følelser, og pressede mig så meget, at jeg, ligesom du beskriver, også havde tidspunkter, hvor jeg ikke kunne huske, hvad der var sket, og hvor jeg fik tanker om, at jeg bare gerne ville dø.
Jo ældre jeg blev, jo mere kunne jeg forstå, at det faktisk i høj grad var på grund af hverdagen i min mors hus, at jeg havde det så skidt. Jeg oplevede mange af de ting, du beskriver på din liste, såsom overtænkning, rysten, hjertebanken, nervøsitet, negative, svære tanker, tomhed. Alt sammen er i hvert fald tegn på, at du ikke trives, og at du fortjener den rette støtte.
Jeg forestiller mig, at din mor får nogle rigtig svære følelser, når hun opdager at du har gjort skade på dig selv. Jeg er næsten sikker på, at hun bliver bange og ked af det, fordi hun i virkeligheden gerne vil beskytte sit barn fra det, som gør ondt. Men at blive sur på dig er ikke den rette måde at hjælpe og støtte dig.
Du beskriver at ønske, du havde en mor, som accepterede og hjalp. Støttede dig, i stedet for at sige, at du skulle skamme dig over dine ar, råbe eller true. Det forstår jeg inderligt godt. Det gør ondt, når man ikke er så heldig at have en mor, som kan være der for én på en god måde.
Det er ikke sikkert - men måske har du lyst til at forsøge at tale med din mor på en ny måde. Måske kan du vise hende denne artikel med gode råd til hvis dit barn skader sig selv eller denne med gode råd til forældre.
Det er også muligt for jer begge at booke en personlig samtale hos os i foreningen.
Hvis din mor ikke kan forstå, at du har brug for en anden slags omsorg; hvis ikke hun kan hjælpe dig på en rolig, kærlig måde, så er det meget vigtigt, at du får støtte fra et andet sted end din mor.
Der er nemlig ingen tvivl om, at du bør få den rette hjælp til din situation. Ingen kan eller skal klare livet selv - og slet ikke, når livet er rigtig svært, af den ene eller anden grund. Derfor er jeg glad for, at du rækker ud.
Mange, der skriver til os, giver udtryk for at det kræver et stort mod at dele, hvordan de har det. Det er så stærkt, at du har skrevet. Dit brev giver mig indtryk af, at du er en stærk og meget intelligent pige, som gør sig mange tanker i en ung alder. For det kræver styrke at leve med alt det, du beskriver. Alt det, du nævner i din liste.
Jeg tænker, det er vigtigt, at du taler med nogen. Har du mon en voksen i dit liv, som du stoler på, og som forstår dig? Et familiemedlem, en lærer?
Måske du har lyst til at læse denne artikel med råd til dig, der gør skade på dig selv.
Det kan være meget vigtigt, at du får støtte til at opsøge professionel hjælp, fx gennem din læge. Det kan nemlig være en kæmpe hjælp at finde frem til psykolog eller anden terapi, som kan støtte dig i at få det bedre, og som har en god forståelse for alt det, du kæmper med. Det havde jeg selv meget brug for i din alder.
Jeg håber, at du vil kontakte os igen, hvis du endnu er i tvivl om, hvad du kan gøre som det næste – enten her i Brevkassen eller på telefon 7010 1818.
Mange varme tanker herfra,
Kærlig hilsen
Brevkassen