Hej
Er så forvirret lige nu, at jeg ikke hved hvad jeg skal gøre. Min anoreksi har taget helt over igen, den bestemmer alt for tiden. Havde lige en periode efter jule hvor det gik såden, var normalvægtig og kunne spise (ikke normalt men der kom lidt ned) Kom på nyt bosted efter jul og det så ud til at jeg havde fundet mit sted og hvor jeg følte de kunne rumme mig (selvskader også) men efter noget tid kom min anoreksi snigende tilbage og havde spisestop af flere omgange og vægten faldt hurtig, jeg var fanget igen, bostedet viste ikke helt hvad de skulle gøre, da de ikke havde haft en, med en så “alvolig” spiseforstyrrelse før, de søgt råd og jeg blev henvist til behandling, var undervægtig igen, ville ikke i behandling men havde ikke noget valg, hvis jeg ville blive boende på bostedet, var så ambivalent, for jeg var glad for at bo her og er stadigvæk glad for at bo her men anoreksien ville ikke have hjælp, bosted fik mig overtalt til at gå i behandling (et tidsbegrænsede forløb) det eneste det hjælp på, var at mine opkastninger stoppe, da der var hviletid efter måltider og derfor ikke havde muglighed for at kaste op, min vægt ændret sig ikke, tog ikke på og snyd hvis jeg havde tabt mig, forløbet er slut nu og går til kontrol/samtale 1 gang om ugen. Har lige miste et familiemedlem som stod mig nær og det har påvirket min anoreksi helt vildt, har dage hvor jeg ikke spiser og drikker meget lidt, har en stemme der siger jeg ikke må spise jeg har ikke fortjent det og jeg lytter til det, personalet prøver at motiver mig til at spise men anoreksien giver mig ikke lov til at gøre det, ved ikke hvad jeg skal gøre. Der hvor jeg går til kontrol/samtal har de stille minium vægten til side lige nu “er undervægtig” og minium vægten de har stillet er faktisk for lav, det siger de selv og også hvis man kigger på BMI, da de ved jeg er i sorg men det har trigget min anoreksi endnu mere, nu ser jeg mugligheden for at tabe mig og ved jeg kommer til det, de har sat en dato hvor jeg skal være på minium vægten de har stillet og er jeg ikke det, afslutter de mig, har tænkt mig at snyde, så jeg kun lige rammer tallet, er total forvirret over det hele, ved sku ikke hvad jeg skal gøre, jeg ville Aller helst bare være alene med min anoreksi men det for jeg bare ikke lov til af bostedet, de “stiller også krav” men på samme tid ikke, er bange for at alvoren omkring det hele ikke er gået op for mig, tror jeg er usårlig. Venlig hilsen den forvirret og bange kvinde
Kære dig
Tak for, at du har skrevet til os. Hvor er det stærkt at du rækker ud, og fortæller om din situation. Det gør virkelig indtryk på mig at læse dine ord.
Din anoreksi har taget helt over igen, skriver du, og du ved ikke hvad du skal gøre.
Allerhelst vil du bare være alene med anoreksien, skriver du. Men det giver dit bosted dig ikke lov til.
Du skriver, at du er forvirret - og samtidig med, at du helst vil være alene med spiseforstyrrelsen, er du også bange for, at alvoren omkring det hele ikke er gået op for dig.
Bostedet har fået dig henvist til et behandlingsforløb, som nu er slut, fortæller du. Du fortæller, at det eneste det hjalp på, var at dine opkastninger stoppede, fordi du ikke længere havde mulighed for at kaste op efter måltider. Nu går du til kontrolsamtaler en gang om ugen. Og der er blevet stillet en minimumvægt og en dato, hvor du skal være på minimumvægten, selvom den er lav.
Du har tænkt dig at snyde, så du kun lige rammer tallet, skriver du.
Og så har du lige mistet et familiemedlem, som stod dig nær, fortæller du. Det har påvirket din anoreksi helt vildt. Det gør virkelig indtryk på mig at høre.
Jeg får indtryk af, at du har rigtig meget at kæmpe med. Meget på en gang. Selvskade nævner du også.
Det er ofte sådan, at en spiseforstyrrelse træder ind i livet, eller tager over, når man behøver at finde ro, trøst, en fornemmelse af kontrol, eller lignende. Når der er store skift. Udfordringer. Følelser. Kan du mon genkende noget i den retning?
Derfor giver det rigtig god mening, at du oplever at spiseforstyrrelsen fylder rigtig meget i en tid, hvor du har mistet. Både spiseforstyrrelse og selvskade er en slags strategier til at klare det hele. Men det er strategier, som kan gøre rigtig ondt, og få én til at tro, at der ikke er andet at gøre, end at lytte til dem.
Anoreksien vil ikke lade dig spise. Som du peger på, kan anoreksi have en stemme. Du skriver, at den er en stemme, der siger at du ikke må spise, at du ikke fortjent det. Du lytter til det – og det forstår jeg godt. For en spiseforstyrrelses stemme kan være meget stærk. Det er noget jeg i høj grad kan genkende. Både fra andre, der skriver til os, og fra da jeg selv havde en spiseforstyrrelse.
Når man har en spiseforstyrrelse, eksisterer et håb om at leve uden den næsten altid side om side med en stor fornemmelse af, at det ikke er muligt, eller at man ikke ønsker det. Men håbet, hvor lille det end er, kan og skal bære dig et bedre sted hen. For det er hårdt at leve med en spiseforstyrrelse. Det tager så meget af den energi, man har til de ting, der skaber glæde.
Jeg får indtryk af, at den forvirring, du beskriver, indebærer modsatrettede følelser. Jeg får indtryk af, at der er en del af dig, som mærker et ønske om at få det bedre. For du har skrevet til os. Du har delt din bekymring og også givet udtryk for, at du er bange. Og det ser jeg som et tegn på, at noget i dig ønsker den rette støtte.
Du tog også imod et behandlingsforløb. Fordi du gerne vil blive på dit bosted, hvor du skriver, at du har været, og stadig er, glad for at bo. Men det lader ikke til at have hjulpet dig nok.
Det kan være, du mærker, at det ikke kan blive ved på denne måde. Derfor tænker jeg, det er rigtig vigtigt at tale med nogen. Nogen, som har dét, der skal til for at hjælpe netop dig på en god måde. Hvad tænker du om det?
Måske det er noget, du kan tale med dem på dit bosted om? At du godt kunne bruge en anderledes hjælp. For mig var det afgørende at komme til at tale med en psykoterapeut, som passede godt til mig. Måske en psykolog, psykoterapeut eller lignende også er det rette for dig?
Jeg håber meget, at du kan få mulighed for at undersøge det. For det kan være rigtig vigtigt at forstå det fulde billede, når en spiseforstyrrelse ikke længere skal fylde. Og sammen med en terapeut eller anden vejleder finde nye 'strategier' eller måder at leve på.
Jeg tænker også, at det kan være utrolig vigtigt at tale med din læge, som kan vurdere din situation. Måske du vil læse denne artikel om at tale med lægen om spiseforstyrrelse: https://spiseforstyrrelse.dk/vejledning/jeg-skal-tale-med-laegen-om-min-spiseforstyrrelse.
Jeg håber og tror på, at du vil gøre dit bedste for at tage hånd om dig selv. For du fortjener den rette hjælp og støtte, og du fortjener både at spise og at have det godt.
Du er altid mere end velkommen til at skrive til os igen. Især hvis du fortsat står med en følelse af ikke at vide, hvad du skal gøre.
Det er også en god mulighed at ringe til vores rådgivere på telefon 7010 1818 – eller booke en personlig samtale.
Mange kærlige hilsner,
Brevkassen