Kære Klasselærer

Det gjorde stort indtryk på mig at læse dit brev. Jeg blev rørt over din omsorg for din elev, som så tydeligt skinner igennem. Jeg får indtryk af, at du er en klasselærer, som gør meget for dine elever. Det er godt, at hun er i kontakt med sin læge, men jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvordan du som klasselærer bedst støtter op om behandlingen. Jeg er glad for, at du ser det som en mulighed at skrive til os. Jeg håber, at mit svar kan være dig til hjælp.

Du spørger konkret til, om du som klasselærer kan gøre mere for din elev. Du nævner også lægens råd om ikke at kommentere på maden. Det giver mig indtryk af, at du er i tæt konkakt med forældrene om din elev, og hvordan I sammen kan hjælpe hende. Jeg forstår din frustration og dit behov for at gøre mere.

Når en spiseforstyrrelse flytter ind i et klasselokale, kan det som lærer være svært at finde sine ben at stå på. Vi hører ofte fra pårørende til børn og unge, at de samtaler, der førhen føltes helt naturlige, nu bliver svære. Mange fortæller os, at de kan være bange for at sige eller gøre noget forkert, som kan forværre spiseforstyrrelsen. Vores holdning er, at så længe du spørger omsorgsfuldt og nysgerrigt ind til din elev, så kan du ikke gøre noget forkert.

Når jeg læser dit brev tænker jeg på, om du måske kan tilbyde din elev et frirum fra spiseforstyrrelsen? Jeg har selv haft en tvillingsøster, som havde en spiseforstyrrelse i folkeskolen. Jeg ved, at hun dengang benyttede vores klasselærer til at snakke med. Hun har mange år senere fortalt mig, at hun havde svært ved at snakke med vores forældre om spiseforstyrrelsen og nød at have en person udefra, som hun kunne tale med.

Måske behøver I ikke at tale om mad eller spiseforstyrrelsen? Men måske er det rart med en voksen, som hun ikke føler holder øje med hende og hendes mad? Hvis hun har lyst til at fortælle dig, hvordan det er at være hende lige nu, så lyt og spørg nysgerrigt ind. Måske du kan spørge hende, om der er noget, som hun synes, det kunne være hjælpsomt, at du gjorde? Acceptér, hvis hun ikke vil tale med dig, men lad hende vide, at du altid har tid og gerne vil lytte. 

Du nævner, at du har foreslået pigens mor, at din elev kunne have flere fritidsaftaler. Det lyder som en god ide at støtte op om din elevs sociale liv. Du nævner, at hun indimellem har svært ved at finde sin "plads" i klassen. Det kan være, at du som klasselærer kan hjælpe din elev i de situationer, hvor hun imellem har svært ved at finde sin plads? Måske der i disse samtaler også kan opstå et frirum for din elev til at få lettet sit hjerte lidt?

Når jeg læser dit brev tænker jeg på, om du måske har nogen lærer-kollegaer, som har haft en elev, der havde en spiseforstyrrelse? Og om en erfaringsdeling kunne være en mulig måde at finde støtte i din omsorg for din elev? Jeg tænker også på, om du mon spiser madpakker med din elev? Hvis det er tilfældet, har jeg vedhæftet et link til 12 gode råd til, hvordan man som pårørende kan give støtte i måltidssituationer.

Endelig vil jeg skrive til dig, at Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har en faglig rådgivning, der henvender sig til fagpersoner. Her kan du ringe og få yderligere sparring på, hvordan du bedst støtter din elev. Telefonen bemandes af ansatte fagpersoner, som har mange års erfaring med spiseforstyrrelser, og som gerne vil drøfte med dig, hvordan du handler bedst og mest hensigtsmæssig.

Du kan ringe på telefon 7879 3529 hver mandag, tirsdag og torsdag mellem klokken 10.00-15.00 eller sende en mail med dit navn og telefonnummer til info@spiseforstyrrelse.dk, så bliver du ringet op, så snart vi får mulighed for det. Du kan se mere om den faglige sparring her.

Igen tak fordi, du valgte at skrive til Brevkassen. Jeg kan tydeligt læse, at det er vigtigt for dig at være en støttende og omsorgsfuld lærer for din elev. Jeg håber, mit svar var en lille hjælp. Du er altid velkommen til at kontakte vores rådgivning igen.

Jeg sender dig rigtig mange gode tanker.

Mange hilsner
Brevkassen