Køn
Pige / Kvinde
Alder
26
Spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 26 år, som lider bl.a af spiseforstyrrrelse. Jeg kom ind i psykiatrien i center for spiseforstyrrelser da jeg var 13 år, med svær anoreksi.

Siden da er vægten gået op og ned.

Jeg har desværre kæmpe tilbagefald lige nu, og mad fylder alt i mit hovede igen. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud af den onde spiral, som jeg har formået før.

Jeg føler ikke jeg bliver taget seriøst fordi jeg ikke er undervægtig. Hvad skal jeg gøre?

Svar

Kære dig,

Tak for dit brev. Tak fordi du deler din situation med os. 

Du har et kæmpe tilbagefald lige nu, og mad fylder alt i dit hoved igen, skriver du. Og du ved ikke, hvordan du skal komme ud af den onde spiral, som du har formået før.

Du skriver, at du som 13-årig kom ind i psykiatrien i center for spiseforstyrrelser med svær anoreksi. At siden da er vægten gået op og ned. Og det gør indtryk på mig at læse, at en svær spiseforstyrrelse har fyldt, som den har i din ungdom.

Du skriver, at du bl.a. lider af spiseforstyrrelse. Og jeg får indtryk af, at der er flere ting i dit liv, som er svære. Jeg tænker på, hvad der mon ellers har fyldt og fylder i dit liv.

Jeg forstår, hvordan det er, når man næsten ikke ved, hvordan man skal fortsætte - hvor utroligt tungt, det kan føles at opleve tilbagefald. Endnu engang opleve, at mad fylder det hele. Den 'onde spiral' er ord, som bliver brugt ofte i de breve, vi modtager.

At du tidligere er kommet fri af spiseforstyrrelsen, er enormt stærkt. Jeg forstår, hvad det kræver.

Hvorfor oplever du mon et tilbagefald netop nu? Jeg tænker på, om du mon ser en sammenhæng. Mellem dig, dine indre eller ydre omstændigheder, spiseforstyrrelsen. Om det giver mening for dig at se det sådan, at en spiseforstyrrelse er en mestringsstrategi? En måde at håndtere svære følelser på. En måde at finde ro, kontrol, trøst eller noget fjerde. Måske det er noget, du har berørt i din tidligere behandling.

Din situation kalder på, at du taler med nogen, tænker jeg. At du får den rette hjælp og støtte til at håndtere, at du oplever et kæmpe tilbagefald. Det er mit indtryk, at du tænker det samme. Men du føler ikke, at du bliver taget seriøst, fordi du ikke er undervægtig, skriver du.

Jeg forstår, hvad du mener. Mange, der skriver til os, giver udtryk for at tvivle på, om de er syge eller tynde nok til at modtage hjælp. Den følelse stod jeg også selv med, da jeg havde en spiseforstyrrelse.

Men du fortjener den rette hjælp og støtte til din situation.

For mig var det en uvurderlig hjælp, da jeg langt om længe fandt en dygtig terapeut, som kunne støtte mig i at komme tættere på roden til det, min spiseforstyrrelse havde tilbudt mig. Hjælpe mig med for alvor at finde nye veje. Ser du det mon som en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut, som passer godt til dig?

Jeg tænker også, at det kan være vigtigt at opsøge din læge. Nu hvor du mærker et stort tilbagefald. Er det noget, du allerede har forsøgt?

Jeg håber og tror på, at du vil tage hånd om dig selv med størst mulig omsorg, mens du kæmper for at blive fri af spiseforstyrrelsen igen.

Vil du tale mere med os om, hvad dit næste skridt kan være? Du er meget velkommen til at tale med en af vores rådgivere på 70101818. Eller til at booke en personlig samtale.

Du er også mere end velkommen til at skrive til os igen.

Mange kærlige hilsner,
Brevkassen