Hej!
Jeg er en 24 årig kvinde, som havde en anoreksi diagnose fra 14 års alderen til 17 års alderen. Diagnosen blev fjernet omkring 17-18 år. Da min diæt og vægt blev stabil, og jeg i mellem tiden fik en skizotypi diagnose og fokus blev skiftet. I mange år har jeg egentlig haft det helt ok ift mad, og været næsten symptomfri. I sommeren 2022 tager jeg dog lidt på, nok blandet pga. øget alkohol og snack indtag (en lidt for festlig sommer) og nok også fordi, jeg er en voksen kvinde i midt tyverne nu. Uanset så beslutter jeg at få styr på det - jeg skærer meget ned på alkohol, og jeg starter op i et fitness center. Jeg bliver hurtigt rigtig glad for fitness centeret, men samtidig opdager jeg at de forbrændte kalorier vist på maskinen, i centeret, påvirker min spisning når jeg hjemme. Jeg skærer mere og mere ned på maden - tænker det bare er sundhed osv i starten.
På 3 måneder taber jeg mig en del. Jeg ved ikke om jeg skal søge prof. hjælp allerede nu, eller om det ikke er så galt. Jeg har ikke snakket med nogen om det, men både min mor og samlever, har nævnt at jeg blevet “lille”. Jeg er i vildrede, fordi det føles anderledes, og ikke intentionelt. Jeg vil ikke være tynd, men jeg er blevet bange for at spise mad der ikke er “forbrændt i fitness centeret”.
Mvh …
Kære …
Tak for dit brev, og tak fordi du deler dine inderste tanker med mig lige nu, hvor du mærker en ændring og måske også en frygt for, hvad det kan betyde for dig eller måske udvikle sig til.
Først vil jeg starte med at sige, hvor er det dejligt at høre at du kom fri fra anoreksien, og havde det okay i forhold til mad, samt en oplevelse af at være næsten symptomfri. Også selv om du skriver at fokus blev skiftet pga. en anden diagnose, så tænker jeg, at du har udført et kæmpe arbejde, for at komme fri af anoreksiens greb. Med ny diagnose oveni forestiller jeg mig, at det må have krævet meget af dig, ikke at gå tilbage til det, som anoreksien kunne tilbyde dig den gang.
Hvordan mon du gjorde det, fandt kræfterne til det og kæmpede? Hvad mon virkede for dig, og havde du nogen, du kunne læne dig op ad i processen, så du ikke skulle kæmpe alene? Grunden til at jeg spørger dig om det nu er, at måske du kan bruge nogle af de strategier, der virkede for dig dengang?
Det er meget normalt, at en spiseforstyrrelse kan finde på at lave et "comeback". Det kan både være efter kort tid, men også efter flere år, hvor du ikke har mærket ret meget til den. Mange oplever, at spiseforstyrrelsen vil forsøge at snige sig tilbage i ens liv, hvis man står i noget, der er svært. Man kan betragte spiseforstyrrelsen som en sms, en rød lampe eller en meddelelse om forhold i éns liv, som måske trænger til mere opmærksomhed – og måske handling. Hvad mon spiseforstyrrelsen prøver at fortælle dig?
Du skriver at du har haft en festlig sommer, hvor du har nydt livet, og nogen gange kræver det ikke mere end det, førend spiseforstyrrelsen ser sit snit til at prøve at snige sig tilbage. En sådan spiseforstyrrelse er virkelig ubarmhjertig og bruger utallige kneb. Så det at du allerede nu, har opdaget at noget er anderledes hos dig, i forhold til at se antal forbrændte kalorier på maskinerne i centeret og en bevidsthed om, hvordan det påvirker din spisning, det er virkelig stærkt af dig, at du reagerer på det.
Jeg indsætter en vejledning omkring, når tankerne om spiseforstyrrelsen eller adfærden vender tilbage, som jeg håber kan guide dig lidt videre.
Du skriver, at du ikke ved, om du skal søge prof. hjælp allerede nu, eller om det ikke er så galt. Jeg vil opfordre dig til at undersøge, hvilke muligheder der kunne være for hjælp og behandling, inden det udvikler sig yderligere. Hvordan er det mon for dig at høre det? Ville du kunne henvende dig hos egen læge og tale med ham eller hende om det?
Du skriver, at du ikke har talt med nogen om det, og det vil jeg foreslå dig at gøre. Du nævner at din mor og samlever har nævnt, at du er blevet ”lille.” Måske du kan vise dit brev til os til dem, hvis det er svært at tage hul på samtalen? Spiseforstyrrelsen vil formentlig gerne isolere dig, og ved at du deler med en du er tryg ved, hvordan du har det, og hvad du går gennem lige nu, kan du forhåbentlig mærke støtten i, at spiseforstyrrelsen ikke får lov til at snige sig ind igen. Vi har alle forskellige behov i forhold til hjælp og støtte, men fælles er dog, at ingen skal kæmpe med en spiseforstyrrelse alene.
Vi har også dette gratis behandlingstilbud i foreningen henvendt til målgruppen mild-moderat spiseforstyrrelse. Man skal have et BMI over 18 for at være i målgruppen. Jeg vil opfordre dig til at læse om det.
Du er også meget velkommen til at benytte dig af vores rådgivningstilbud, hvor du bl.a. kan tale med en der måske også har været gennem en lign. periode, og finde sparring på den måde. Jeg har indsat et link vedr. vores forskellige typer af rådgivningsmuligheder, hvis det kunne være relevant for dig, så du har mulighed for at benytte dig af det, der passer dig bedst.
Jeg håber, at mit svar er brugbart for dig, og jeg ønsker dig al muligt held og lykke med at få den del af dit liv tilbage igen, til det der er intentionelt for dig. Du er så bevidst om de ændringer der sker, det er vigtigt du har opdaget det, og jeg tror du med støtte kan finde tilbage til det, der er vigtigt for dig i dit liv og i din hverdag.
De kærligste hilsner fra brevkassen