Kandidater til bestyrelsen 2024

På generalforsamlingen 16. april 2024 skal der vælges tre bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter.

Anja Hellberg og Tine Pohl er på valg og stiller op, mens Elsebeth Kirk Muff, Preben Wermuth og Tor Nonnegaard-Pedersen ikke stiller op igen.

Tre nye kandidater, Annette Bach Laursen, Michelle Skov Blagdon og Uffe Tang, har meldt sig, så der i alt er fem kandidater til de tre bestyrelsesposter og to suppleant-poster.

Posterne fordeles så de tre kandidater, der får flest stemmer, bliver valgt som bestyrelsesmedlemmer, mens de to med færreste stemmer vælges som suppleanter.

Mød de fem kandidater her.

Kandidater til bestyrelsen

Anja Hellberg

Anja Hellberg

Jeg stiller mig til rådighed for yderligere en periode i bestyrelsen med et brændende ønske om at bidrage til vores forenings vigtige arbejde.

Med en baggrund som journalist og kommunikationsrådgiver gennem 25 år har jeg et godt blik for at identificere strategiske budskaber – og hvordan de bedst rammer målgruppen. Alene det seneste år kan vi se, hvor afgørende en effektiv kommunikationsstrategi har været for at nå vores mål og skabe større opmærksomhed omkring spiseforstyrrelser og selvskade, og netop det er min faglige legeplads.

På det personlige plan er min motivation for at engagere mig en teenagedatter med anoreksi. I den forbindelse har jeg selv oplevet de udfordringer og den hjertesorg, som denne sygdom kan medføre, og jeg ønsker at bruge min erfaring og faglige viden til at gøre en reel forskel for vores medlemmer, deres pårørende og samfundet.

Annette Bach Laursen

Annette Bach Laursen

Atypisk bulimi har været min trofaste ’ven’ i mere end 40 år. Jeg har derfor på egen sjæl oplevet skyld, skam, sårbarhed og det voldsomme tabu knyttet til spiseforstyrrelser og selvskade, som desværre også har været en del af den nære families udfordringer. Min egen spiseforstyrrelse er i dag velreguleret og til at leve med.

Jeg er uddannet jurist og advokat, og har bl.a. suppleret på med HD(O) og certificeret bestyrelsesuddannelse blandt meget andet. Med en lang karriere især inden for HR i private virksomheder kan jeg bringe nye perspektiver til bordet i en patientorganisation. 

Mit fokus vil være at skaffe flere midler til et underprioriteret område samt aftabuisering og åbenhed og styrket indsats og opmærksomhed til BED, der både har gavn af de nye medicinske vægttabsmuligheder, men også bliver svækket som følge heraf.

Michelle Skov Blagdon

Michelle Skov Blagdon

Jeg har været frivillig i Foreningen siden 2022 som peerstøtte. Jeg meldte mig som frivillig, da jeg ønskede at bidrage med min tid og ressourcer til mennesker, som har en spiseforstyrrelse inde på livet. Jeg ved af erfaring, at vejen ud af en spiseforstyrrelse kan være lang og ensom, hvorfor jeg ville give min støtte videre.

Derudover er foreningens arbejde i samfundet utrolig vigtigt for mig at udbrede. Det var en af grundene til, at jeg i 2023 indgik et samarbejde med foreningen om at producere podcasten Håb i kaos, som sætter fokus på netop livet i og efter recovery fra en spiseforstyrrelse. Podcasten er også skabt med et ønske om at synliggøre og udbrede kendskabet til foreningen. Dette samarbejde har kun gjort mig mere nysgerrig og tændt på at indgå i foreningens bestyrelsesarbejde. 

Jeg bidrager med min baggrund som cand. scient. idræt, hvorfra jeg har dybdegående viden om og indblik i den gensidige interdependens mellem idræt, individ og samfund og de problematikker og udfordringer, som kan opstå relateret til krop, mad og bevægelse hos unge såvel som voksne gennem livet. Jeg arbejder til daglig som udvikling- og implementeringskonsulent i Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet.

Tine Pohl

Tine Pohl

Jeg er 36 år og bor sammen med min partner og datter i London, hvor vi er udstationeret indtil foråret 2025.
 
Jeg er cand.mag. i psykologi og sundhedsfremme med afsluttende speciale om recovery fra spiseforstyrrelser i samarbejde med Psykiatrisk Center Ballerup og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Jeg har tidligere arbejdet i Sundhedsstyrelsen med fokus på at øge borgeres mentale trivsel og er nu ansat i det engelske sundhedssystem, hvor jeg leder implementeringen af nye tilbud til mennesker med psykisk sygdom.

12 års personlig erfaring med spiseforstyrrelse samt recovery har givet mig dyb indsigt i, hvor afgørende det er med den rette hjælp og støtte. Som frivillig rådgiver i tre år har jeg set, hvor værdifuldt foreningens arbejde er, og hvilken forskel tilbuddene gør for brugerne.
 
Efter to år i bestyrelsen ønsker jeg fortsat at bidrage aktivt med et unikt perspektiv, der omfatter brugeroplevelse, frivillighedsengagement, fagspecifik viden og et internationalt syn på organisationen.

Uffe Tang

Uffe Tang

Jeg vil gerne træde ind i bestyrelsen for aktivt at bidrage til det vigtige arbejde, som Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade gør. Min søn har selv været ramt af spiseforstyrrelse, og vi fik i den forbindelse stor hjælp og støtte i foreningen.

Omverdenens forståelse af spiseforstyrrelse og selvskades kompleksitet er i mine øjne for ringe. Det gælder både i den brede offentlighed og blandt beslutningstagere, og det medvirker til, at for mange sygdomsramte og deres familier får for lidt eller for dårlig hjælp. Det er en af grundene til, at der skal arbejdes videre med den positive udvikling, der allerede er i gang i foreningen. 

Jeg kommer med min erfaring fra mere end 20 år som journalist, redaktør og redaktionschef i dagspressen, fra min daglige gang på Christiansborg i knap 15 år, min erfaring med strategisk kommunikation, interessevaretagelse og strategi fra konsulentverdenen og mit kendskab til centraladministrationen fra mit arbejde som særlig rådgiver på ministerniveau. Jeg færdiggjorde i januar 2023 min bestyrelsesuddannelse på CBS.

Kort om mig: Jeg er journalist og strategisk rådgiver, 52 år gammel, fraskilt far til to unge mænd, forlovet med Lawen Redar, der sidder i den svenske riksdag i Stockholm for Socialdemokratiet, men jeg er primært bosiddende i København.